Kunst

Tegn en skitse

Havnefront: Vi har gennem lang tid hørt en masse og læst en del læsebreve. Generelt kun kritik (måske berettiget). På borgermødet forleden i Bevaringsforeningen spurgte dirigenten flere gange, hvordan vi kommer videre? Ingen reelle svar. FORSLAG: I så skøn en by som Sæby findes der sikkert mange kunstnere. Kunne I og de meddebatterende arkitekter ikke tænke jer helt uforpligtigende at lave en skitse, tegning eller akvarel og vise, hvordan I kunne tænke jer, at byggeriet skal se ud for at passe ind i det skønne miljø og blive pænt, hyggeligt og lovligt. Men hvem skal nu betale, hvis byggeriet ændres til noget lavere, kønt og harmonisk med mindre afkast til bygherren? Børge Juul Kristensen har vist en del velvilje ved at ændre projektet flere gange, men har sammen med byråd og teknikere medskyld i forsøg på at omgå regler og regulativer. Byråd og teknikere kan vel ikke rammes før næste valg. Så er der vel kun os skatteydere tilbage plus eventuelt velvillige private fonde. Måske var det en god idé med en indsamling. Intet må lades uforsøgt for at redde vort fine havnemiljø.