Handicappede

Tegn på en bedre fremtid

Handicappet kvinde i Aalborg har fået en sheepdog, der er trænet op med tegnsprog

NyUlv kigger op, inden han lægger sig ned på gulvet. Oppe i en lilla stol sidder 21-årige Dagmar Frennung . I godt to måneder har hun været den lykkelige ejer af NyUlv, der er en shetland sheepdog. Han har gjort hendes hverdag meget nemmere - en hverdag, der ikke er let, når man som Dagmar Frennung er hjerneskadet, tegnsproget handicappet og spastisk lammet. Hendes liv begyndte ellers som så mange andres. Men efter et par måneder blev hun alvorligt syg, og den lille pige blev konstateret hjerneskadet. Hun havde spastiske lammelser i højre side af kroppen, epilepsi og afasi. Sidstnævnte betegnelse betød, at Dagmar havde svære sprog- og taleproblemer. Hun kunne høre, at der blev talt til hende, men ikke hvad der blev snakket om, og hun kunne heller ikke gøre sig forståelig over for andre mennesker. Lægerne foretog nogle undersøgelser og gav hende diagnosen evnesvag. Den dom ville Dagmars mor, Judith Frennung, ikke acceptere. Da Dagmar var tre år, bestemte moderen sig for, at datteren skulle lære tegnsprog. Men der skulle gå 11 år, inden det kom så vidt. Judith Frennung kæmpede i den mellemliggende tid en sej kamp mod systemet. Ofte fik hun at vide, at tegnsprog var for døve og ikke for spastikere, og at man skulle være godkendt som hørehæmmet eller døv for at kunne få undervisning. - Mor og jeg har kæmpet og kæmpet for, at jeg kunne komme på døveskole, fortæller Dagmar Frennung gennem tolken Anne Dorte Jæger Sørensen fra Center for Døve i Aalborg. Først da hun var 14 år, lykkedes det dem at få overbevist myndighederne om, at Dagmar kunne få et helt andet og mere værdigt liv, hvis hun lærte tegnsprog. Hun blev optaget på Aalborgskolen, som er en specialskole for døve og hørehæmmede. - Første gang var svær, og jeg var flov, fordi alle var døve, og jeg havde aldrig set døve før. Dagmar Frennungs venstre hånd bevæger sig lynhurtigt, mens tolken oversætter. Svær dagligdag Men dermed var alle problemer langt fra løst. Lammelsen i højre side af kroppen gjorde mange dagligdagsopgaver besværlige og tærede hårdt på kræfterne. - Der er ting, jeg ikke kan samle op, fordi jeg har ondt i ryggen. Mens Dagmar var ved at lære tegnsprog, så hun og hendes mor et tv-program fra USA om en hund, der var i stand til at åbne skuffer og kunne samle forskellige genstande op fra gulvet. Dagmar Frennung tænker tilbage på dengang: - Jeg ønskede virkelig sådan en hund. I løbet af de næste fem år prøvede Dagmar og Judith Frennung at få en hjælpehund, men i slutningen af 2000 fik de to kvinder besked om, at Dagmar ikke kunne få en hund, der var trænet op med tegnsprog. Judith Frennung fortsatte jagten efter hjælp til datteren, og på nettet stødte hun på en hjemmeside, som hundetræneren og adfærdskonsulenten Bodil Frandsen stod for. De snakkede sammen, og Bodil Frandsen havde en hvalp, som hun mente havde potentiale til at blive trænet med tegnsprog, så den kunne hjælpe Dagmar i dagligdagen. I maj 2001 mødte Dagmar for første gang NyUlv, som Bodil Frandsen indtil da havde kaldt for Tøffe, fordi han altid tøffede rundt efter én. Dagmar gav den dog hurtigt et andet navn. - Jeg syntes, Tøffe var lidt kedeligt, og NyUlv er så smukt på tegnsprog, fortæller den 21-årige og viser igen med hånden, hvordan hun laver tegnet for NyUlv. Halvandet års træning På daværende tidspunkt gik den handicappede pige på Nyborgskolen, som er en ungdomsskole for døve, og Bodil Frandsen boede tæt på Aalborg, hvilket besværliggjorde mulighederne for træning, som i forvejen var vanskelig. Bodil Frandsen kunne ikke tegnsprog, og Dagmar Frennung forstod ikke det talte sprog. Hundetræneren lærte det nødvendige tegnsprog via en cd-rom, og i weekenderne tog hun til Frederiksberg, hvor Dagmar boede hos sin mor. Langsomt blev der opbygget et forhold mellem Bodil, Dagmar og NyUlv. Den måde, som Bodil lærte hunden tegnene på, skulle overføres til Dagmar, så hunden også kunne forstå hende. Træningen blev gjort nemmere, da Dagmar i august 2001 fik en lejlighed i de døves miljø omkring Grønlandstorv i Aalborg. De tre trænede intensivt alle de steder, hvor Dagmar færdedes til dagligt - i lejligheden, på gaden, på trapper, i bussen, i Zoologisk Have. - Nogle gange snurrede NyUlv sig omkring hende, så hun blev helt låst. Kan du huske det, spørger Bodil Frandsen smilende Dagmar Frennung, der griner tilbage. Ikke færdiguddannet Det ringer på døren i Dagmars lejlighed. På væggen hænger en pære, der blinker ivrigt, og NyUlv, der ellers har ligget roligt på gulvet, rejser sig op og løber hen til døren. Den er trænet til at blive indenfor, selv om døren bliver åbnet. 21. december sidste år flyttede hunden ind hos Dagmar. De seneste par måneder har de to brugt på at komme endnu tættere på hinanden. - De første tre uger hørte jeg slet ikke noget fra dem, og sådan plejer det ikke at være, fortæller Bodil Frandsen, der selv tog kontakt til Dagmar og fik at vide, at alt gik godt. NyUlv kan dog ikke hjælpe Dagmar fuldt ud endnu, og der mangler stadig lidt træning, før den reagerer på alle tegn fra hende. - Ligesom vi hørende sjusker med sproget, så sjusker tegnsprogede også. Tegnene for "gø" og "saml op" er næsten ens, så en gang imellem begynder Ny Ulv at gø, når Dagmar vil have, at den skal samle op, siger Bodil Frandsen. Judith Frennung er netop flyttet til Skørping, og nu skal hun være tolk mellem Bodil og Dagmar for at få de sidste tegn på plads. Travl hverdag Overalt i lejligheden hænger plakater med heste, som er én af Dagmars store interesser. Hver mandag tager hun på rideskole, hvor hun får motion på hesten Coffee. - Det er godt for mig, for jeg bruger hele kroppen, når jeg rider, forklarer Dagmar Frennung, som også går til svømning. Derudover benytter hun sig af amtet og Aalborg Kommunes specialtilbud for døve. Flere gange om ugen er hun på Aktivitetscentret 40D, hvor hun er sammen med handicappede døve, og de hygger sig blandt andet med computere og håndarbejde. Her kan hun ikke have NyUlv med, fordi én af de andre ikke kan tåle dyr. Derfor må hun tage bussen hjem for at hente sin hund, inden hun tager videre til støttecentret 34A, der også huser handicappede døve. Passer godt på Med så mange aktiviteter kommer de to vidt omkring, og at bevæge sig rundt blandt mennesker, der ikke kender til Dagmars handicap, kan være svært. Men den Dagmar tænker først og fremmest på NyUlv. - Jeg er nervøs for, at min hund skal blive kørt over, så jeg skal hele tiden holde fast i snoren. Jeg vil ikke have, min hund skal dø. Dagmar Frennung bliver alvorlig, når samtalen kommer ind på hendes kæreste eje, der igen har lagt sig på det hvide tæppe foran hendes stol. - Han er god, men også lidt svær at passe. Jeg skal sørge for mad og vand, og han spiser meget, fortæller den 21-årige, og der kommer igen et smil frem. Bodil Frandsen forklarer, at det er første gang, Dagmar har fået et ansvar for andre end sig selv, men at det går over al forventning. Forholdet mellem de to har siden første møde været tæt, og da Dagmar engang fik et mindre epileptisk anfald, kravlede hvalpen op og puttede sig ind til hende. Intimiteten kan dog tage overhånd. På grund af sine handicaps kan Dagmar ikke holde på mundvandet, og når hun savler, vil NyUlv gerne slikke det væk. Adfærdskonsulenten fortæller, at den handlemåde ligger instinktivt i hunde, men at Dagmar er bange for at sige fra over for det. - Jeg prøver at være hård og skubbe ham væk, men det er ikke pænt, forklarer Dagmar Frennung om situationen, der heldigvis ikke overskygger alle de gode stunder. Hun ser frem til, at træningen bliver intensiveret, og at hun og NyUlv ikke bliver afhængige af andre end den hjælper, der kommer i lejligheden hver mandag og onsdag. Og drømme er der mange af. Når hunden har lært at reagere på alle tegnene, håber Dagmar på, at NyUlv kan lære at danse eller lave cirkuskunstner.