EMNER

Tegn på fascisme

KIRKERYDNING:At der ikke længere er noget flovt ved den kompetencefri dom er tydeligt at se med Hans Jensens indlæg ”Se – dét er udansk” (18.8.). Jensen kalder mellem linjerne Vestagers og Nyrup Rasmussens udtalelser i forbindelse med rømningen af Brorsons Kirke i København udanske (en retorisk figur, som efterhånden alle partier har overtaget fra DF), hvorefter han går over til at opremse en lang række andre udanske hændelser: gruppevoldtægt, snyd med overførselsindkomst og bandekriminalitet, som synes at være specifikt knyttet til folk med anden etnisk herkomst end dansk. Som løsning på dette problem anråber Jensen den gammeltestamentlige etik med øje for øje og tand for tand, og gennem hele læserbrevet tales der for et handlekraftigt samfund, der kan opretholde lov og orden underforstået, at det kan venstrefløjen ikke. Jeg finder det skræmmende, at det danske samfund i stadig stigende grad nærmer sig et fascistisk standpunkt. Det er ikke ment som et holdkæftbolsje, men blot deskriptivt og bygger i første omgang på DFs bitre had mod den kulturelle elite, dernæst på Fogh Rasmussens nytårstale i 2001, hvor "smagsdommerne" og "eksperterne" stod for skud. Denne såkaldte kulturkamp er blevet toneangivende i vores samfund i en sådan grad, at eftertænksomhed efterhånden er blevet diskvalificerende i sig selv. Fascismens første angreb er altid rettet mod de intellektuelle, ”smagsdommerne” og ekspertvældet, der alle som et er blevet ukvemsord i dagens Danmark. Jeg ønsker at være borger i et samfund, hvor alt kan nedskrives til formlen udansk/dansk, ondt/godt, dem/os; et samfund, hvor der ikke er plads til eftertænksomhed for den almindelige hadske brølen. Fascismen hylder de handlekraftige, dem, der ikke først skal tænke over tingene og veje ret mod uret, men som gennem deres handlinger iværksætter Sandheden som en hændelse. For det drejer sig netop ikke om, at forbrydelser ikke skal straffes. Og i det konkrete tilfælde med Brorsons Kirke, hvad så med de 66 pct., der ifølge Jensen ikke tidligere er straffet, som ikke har begået forbrydelser, men som alene har turde drømme om et bedre liv? Hvad med disse mennesker, som Jensen tromler ned med sine dårlige analogier og vamle generaliseringer? Det er de mennesker, vi skylder, at tænke os om en ekstra gang. Så kan det godt være, at vi en gang imellem fejler, men hellere det end at fortabe os i en fascistoid romantik, der dyrker det handlekraftige for det handlekraftiges egen skyld.