Tegnere slår stregeri Aalborgs byrum

Skal hver dag tegne tre tegninger fra hverdagslivet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nils Sloth har teg­net, si­den han var dreng. For ti­den kas­ter han sig over mot­iver i Aal­borgs ga­der.

Aalborgs daglige byliv bliver i løbet af den næste måneds tid dagligt skildret af de to kunstnere Nils Sloth og Maibritt Larsson. Sammen har de formuleret det kunstneriske projekt Streger, som indebærer, at de hver dag i hele august skal tegne mindst tre daglige tegninger, som skal vise hverdagslivet. Derfor er der da heller ingen grund til, at de travle aalborgensere undrer sig, hvis de pludselig en dag går forbi de ihærdige tegnere, der måske sidder med blyant og blok på en bænk eller café i midtbyen. - Ideen er, at vi kan tegne alt, hvad vi oplever under en gåtur gennem Aalborg. Det kan være en cykel på gaden eller en gruppe mennesker, der drikker en øl på bænken. Det kan såmænd også være små portrætter af tilfældige mennesker, som vi iagttager i Sallings bistro, fortæller Nils Sloth. For Nils Sloth og kunstnerkollegaen Maibritt Larsson betyder tegninger utrolig meget. Både Nils Sloth og Maibritt Larsson har tegnet lige siden barndommen. Ja faktisk havde de næsten altid en tegneblok ved hånden til familiefester og ved tilfældige udflugter. Og det er netop traditionen med det tætte forhold til tegningerne, som de gennem tegneprojektet vil genoplive. - Når man skal tegne, så tvinger man automatisk sig selv til at skærpe sanserne og zoome ind. Det er som om, at man vågner op og ser byen på en helt ny måde. Det er jo herligt, siger Maibritt Larsson, der husker tilbage på barndommens tegninger fra Skagen Havn. Udstilles løbende Kunstnernes tegninger vil løbende blive udstillet i galleriet Artbreak Hotel i Rantzausgade. Her vil publikum således kunne følge kunstnernes daglige arbejde fra byens rum, der præger tegningerne. Men selv om bylivet forholder sig neutralt, så kan tegnerne ikke dy sig for at tilsætte personlige holdninger i udtrykket. - Jeg har eksempelvis tegnet Kennedy Arkaden utrolig kedelig, for sådan ser den jo ud. Men jeg har også tilføjet et lille portræt af Lee Harvey Oswald, som angiveligt dræbte John F. Kennedy. Det er der måske nok en smule symbolik i, griner Nils Sloth, der også allerede har lavet en tegning af Musikkens Hus i Aalborg. - Et billede af Musikkens Hus tog mig ikke mange minutter at lave. Huset ser bare sådan ud, siger Nils Slot og viser et blankt stykke papir, hvor der blot er påtegnet kunstneres signatur samt titlen, ”Musikkens Hus”. I det hele taget mener begge tegnere, at Aalborgs midtby i den grad trænger til en forskønnelse. Der efterlyses pænere bygningsarkitektur over hele linjen. - Det går for langsomt med at få udviklet Aalborgs byrum, og det er en skam. Med vores projekt tvinger vi os selv til at opleve byen i detaljer, og det er måske meget sundt. Ellers blev jeg nok træt af at bo her, fortæller Nils Sloth, der gennem tiden har lavet flere skulpturer og udsmykninger af bygninger i landet. Maibritt Larsson ser også tegneprojektet som en mulighed for at blive turist i sin egen by. - Der lidt som at være ude at rejse og besøge andre byer. Sanserne er skærpet, og man er modtagelig over for mange detaljer, siger Maibritt Larsson. Samtlige tegninger bliver præsenteret ved en såkaldt finisering fredag 1. september. Netop en finisering skal nemlig opfattes som en afslutning på tegneprojektet. Og hvem ved. Måske er denne læser ved en tilfældighed med på en af de godt 180 tegninger, som projekt Streger i sidste ende munder ud i.