Skolevæsen

Tegneren fra Døstrup

Kurt Westergaard voksede op i landsbyen i Himmerland, hvor han kunne overskue en verden, som siden gik helt amok, da han tegnede Muhammed med en bombe i turbanen

Udenfor i decembermørket ånder alt fred og ro. Indenfor i rækkehuset – et par solide stenkast fra bladtegnerens arbejdsplads, Morgenavisen Jyllands-Posten – med synligt navneskilt på døren har vinterfreden sænket sig over nisser og anden til årstiden hørende pynt. Men bag de rolige facader er der også en anden historie at fortælle om den nu 73-årige Kurt Westergaard, hvis liv ændrede sig radikalt for snart tre år siden, da han havde sat streger til én af 12 kontroversielle karikaturtegninger, der i den grad ophidsede muslimer over hele verden. De så profeten spottet og gik på gaden for at sætte ild til såvel Dannebrog som danske ambassader. En konsekvens af al dette blev mordtrusler mod tegneren, der siden har levet et liv ”under jorden”, med PET-agenter hvor end han end går og står i det offentlige rum, panserglas i ruderne, overvågningskameraer og et sikret rum i familiens hus, hvortil ingen ubudne skal kunne tiltvinge sig adgang. - Men selvfølgelig nager tvivlen da et eller andet sted, erkender manden i de røde arbejdsbukser og den karakteristiske spraglede klud om halsen. Han skænker kaffe i køkkenet, et par dage inden han rejser ud af landet for at fejre sølvbryllup med sin hustru af andet ægteskab. - Det har været altafgørende for mig med en god og støttende familie undervejs, siger Kurt Westergaard, der er far til tre børn og to ”papbørn” samt bedstefar til otte børnebørn. - Det er dem mere end noget andet, der i dag betyder noget for mig i livet, fastslår Kurt Westergaard, der har lært at leve med truslerne. - Var jeg 29 år med små børn, havde tingene sikkert forholdt sig anderledes, men selvom jeg var under stærkt pres – og det var særdeles ubehageligt under både Muhammed-krisen og ikke mindst efter mordtruslerne, så besluttede jeg alligevel, at jeg ikke ville leve et liv i frygt. Måske har den beslutning været nemmere for mig, fordi jeg jo er en halvgammel mand, siger Kurt Westergaard, der i dag ser en mission i at fortælle sine egne børn som børnebørn om den verden, han voksede op i. - Og hvis man skal forstå, hvem jeg er, må man tilbage til mine rødder i Døstrup, siger Kurt Westergaard og henter en stak af de tegninger, han bruger til at visualisere barndomserindringerne. Styr på verden - Jeg tænker med større og større kærlighed på min landsby i Himmerland. Det var en overskuelig verden! En verden, der var styr på. Man kunne trygt bevæge sig fra den ene ende til den anden. Og vi var alle på samme informationsniveau. Købmandssønnen Kurts bedstefar på faderens side var en opvakt bondekarl, der i sin tid blev valgt til uddeler i brugsforeningen i Doense på samme egn. - Min bedstemor havde 500 kroner, som hun skulle bruge til at uddanne sig til jordemoder, men pengene gik til at stille garanti i brugsforeningen. Min far kom siden ridende ind og fik prinsessen og adgang til købmandsriget. Han startede sin egen butik i Døstrup, hvor jeg blev født. Og i landsbyen med de godt to hundrede sjæle kom Kurt alle vegne. Hos snedkeren fik han en pind at snitte i. Hos smeden jern at banke på. - Man skulle blot respektere, at der skulle arbejdes. Man måtte ikke gå i vejen. Ilden i smedjen blev for mig også et billede på helvede, da jeg gik i søndagsskole hos missionsfolkene. Man kan roligt kalde dem kristne fundamentalister! Men det var vigtigt, at min far holdt sig neutral i byen, så kunderne ikke forsvandt. Derfor mente han, jeg skulle gå der, selvom mine forældre ikke var specielt troende. Min tillid til religioner fik et voldsomt grundskud, og man kan roligt sige, at jeg blev voldsomt traumatiseret. Søndagstimerne gik nemlig mere med at snakke om helvede end om himlen. - Jeg stod udenfor og kiggede op på den smukke sommerhimmel med tanke på, at der var forfærdeligt langt op til Gud, mens Fanden til gengæld var lige under mine fødder. Dette fyldte mig med en voldsom skræk i barndomsårene. Alting kunne jo gå galt – det med pigerne, alkohol og meget andet. Tolerancen overfor de ikke rettroende var ikke eksisterende. Det var først i gymnasiet, jeg fik lidt styr på det, husker Kurt Westergaard, der var en dreng med stor fantasi. Viden sugede han gennem bøgerne i grundskolen. Og når købmandsbuddet havde fri, cyklede han ind til Hobro og satte sig på biblioteket for at tyre litteratur. - Jeg forsvandt ind i bøgernes verden. Det eneste, man skulle passe på, var ikke at træde på et bestemt bræt, der knirkede, erindrer han, der kørte bil som 12-årig. - Min far var budbringer, når han kørte rundt med varer. Så mens han fortalte nyt inde fra byen, kørte jeg over på gården ved siden af, så vi kunne komme videre, husker Kurt Westergaard, der gerne bruger barndommens figurer, når han beretter om fortiden til børn og børnebørn. - Der er noget Mark Twain over det. Der var plads til originalerne. En gammel nazist blev spejderfører, siden skolelærer og senere afsløret som pædofil. Inden da havde han sprunget splitternøgen rundt sammen med os i Madum Sø, uden at vi opdagede noget mistænkeligt. Tolerancen var stor. Måske endda indimellem for stor, funderer Kurt Westergaard og fortæller om, hvordan byens voksne med ganske få og præcise ord kunne ”spidde” folk i landsbyfællesskabet, når hans forældre holdt kaffemøder i privaten. Historier fra Aalborg, der lå langt borte, hørte til sjældenhederne, så da skoledrengen Kurt en dag kom hjem efter obligatorisk skoletur til København og fortalte, at man i hovedstaden kunne gå i biografen midt på dagen, nægtede hans mor at tro på det. Kurts egen modstandskamp Efter grundskolen kom Kurt Westergaard på privatskole i Aalestrup. En cykeltur på 20 kilometer hver vej, som også førte ham åndeligt bort fra landsbysamfundet. Tyske og engelske gloser hævede horisonten, siger han, der allerede havde lært sig sine første fremmedord under Besættelsen, der sluttede, da han var 10 år. - Jeg husker flyvemaskinerne på himlen. Men det mest uhyggelige var engang i vinteren 1945, da tyskerne kom slæbende med et par hundrede russiske krigsfanger til forsamlingshuset i Døstrup. De lå i halm og var lasede og pjaltede. Jeg fik min mor til at smøre et stort fad med leverpostejmadder, som jeg delte ud, da jeg havde afluret de tyske vagtposters placering. Det var min egen lille modstandskamp. Kurt Westergaard overvejede aldrig rigtigt at blive købmand, da han på nærmeste hold havde set, hvordan forældrene knoklede. Sønnen drømte derimod om universitetet i Aarhus, men det blev det nu ikke til, for der skulle jo også være tid til at tegne. En evne knægten fra Døstrup gennem årene plejede sammen med sin far. - Min far var absolut et kreativt menneske, så vi havde mange gode stunder sammen, men der var ingen penge i det, så derfor gjorde han ikke så meget ved det, selvom han var god til naturbilleder. Købmandssønnen kom på lærerseminariet i Ranum, for så kunne han da i det mindste tegne på den sorte tavle efter klokken 14 og i de lange ferier, som hans far proklamerede. Den nyuddannede 23-årige degn blev ansat af en fremsynet og eksperimenterende skoleleder i Sønderjylland, der fascinerede himmerlændingen med sine socialistiske tanker. Siden blev det til adskillige arbejdspladser i det dengang så prestigefyldte job. At Kurt Westergaard giftede sig med en sygeplejerske gav blot yderligere pondus i datidens samfundsorden, hvor lussinger til eleverne endnu hørte til dagsordenen. - Parolen var enkel. Børn skulle straffes, hvis de ikke makkede ret. Og man afregnede på stedet. Børnene sagde ikke noget derhjemme, for så blev de straffet dobbelt – først af læreren, siden faderen. Jeg forsøgte ikke at overdrive det, men vi deltog alle i afstraffelsen, vedgår Kurt Westergaard, der indledte lærergerningen med at undervise i sprog men endte i mere humanistiske fag. Ikke mindst i faget formning på landsbyskolen i Handest, der mindede ham om barndommen i Døstrup. - Jeg blev meget imponeret af, hvad børnene kunne udtrykke gennem deres tegninger. Senere rykkede Kurt Westergaard med familien mod København for at læse psykologi på universitetet, mens han tog et job som underviser hos åndssvageforsorgen. Studierne blev dog efterhånden droppet, og familien endte på Djursland, hvor Westergaard i nær 15 år var leder af Marie Magdalene skolen i Ryomgård, hvor han og personalegruppen skulle skabe rammerne for de åndssvage – eller fysisk og psykisk udviklingshæmmede, som de siden kom til at hedde. Fru Westergaard blev ansat på Grenå Sygehus, hvor hun løb med overlægen, som den forsmåede konstaterer med et skævt smil bag fuldskægget. Tegninger uden Gud og erotik Selv skiftede Kurt Westergaard kone og branche, da han midt i firserne lod sig indskrive som avistegner hos Den ny Demokraten i Århus, der byggede på fundamentet fra det kuldsejlede Demokraten. Inden da havde han over tid slået sine streger, for de satiriske tegninger var aldrig gemt helt bort, til avisen i Randers. Og dette blev fuldtidsarbejde, da drømmen om at lave avis for de intellektuelle unge studerende i Århus svandt hen, fagbevægelsens kroner tørrede ud og Morgenavisen Jyllands-Postens boss Asger Nørgaard Larsen ingen problemer havde med at ansatte den let venstresnoede Westergaard. - Jeg skulle blot holde mig fra USA’s præsident Reagan, Gud og erotiske tegninger, så var der ingen problemer. Udover de tre ovennævnte emner, så var der frie hænder. Jeg vidste, hvor langt jeg kunne gå. Det var spændende for mig at have en deadline hængende over hovedet, siger tegneren, der nok havde illustreret skolebøger og meget andet undervejs, men aldrig leveret under tidspres og i bestemte formater. Kurt Westergaard nød arbejdsmiljøet, roen og fordybelsen. Og hans satiriske og eftertænksomme streger havde vel næppe rakt ud over kongeriget, om ikke han på opfordring havde sagt ja til at tegne Muhammed. Efter tiden med opbakning - ikke mindst efter dødstruslerne – til karikaturtegneren og hans kollegaer, der spændte sig for ytringsfrihedens vogn, er der de seneste måneder føget med ukvemsord rettet mod Kurt Westergaard. En tale for Dansk Folkepartis delegerede og det faktum, at han vil slå nye streger for Berlingske Tidendes måske, måske ikke, afsatte og noget kontroversielle klummeskriver, Lars Hedegaard, har atter bragt sindene i kog i avisspalterne, hvor kendte som ukendte meningsmagere kappes om at ”tæske” løs på den formastelige. Ord som ytringsfascist, anløben, fjols, knald i låget, tosse og åndeligt død hører til i debatten om Westergaard. Men heller ikke det ser ud til at spolere tegnerens liv, for han bliver fortsat kørt af PET’s udsendte til og fra arbejde for at sætte sine streger. - En bladtegning er jo blot en ide med en streg udenom. Stregen får man en vis rutine i at lave, men ideen kan være svær at fange. Man skal begynde forfra hver dag og hele tiden holde sig orienteret og lede efter argumenter, der mødes i samfundsdebatten, forklarer Kurt Westergaard, der ikke umiddelbart kan svare på, hvordan han ville illustrere den økonomiske skandale omkring IT Factory. Med bomben i turbanen var det anderledes. Almindelig dag på kontoret - Efter tanken om en appelsin i turbanen var der ikke så langt til at placere en bombe. Tegningen gav næsten sig selv. Mennesker, der laver terror på baggrund af en religion. Det var ret enkelt – også med inskriptionen om, at der kun findes én Gud. Det var en mainstream tegning, der blev lavet på en times tid, og som sikkert mange af mine kollegaer kunne have fundet på. For mig var det blot another day at the office. I dag er tegningen uden for min kontrol og lever sit eget liv, der næppe lader sig stoppe trods retssager og anden ballade, siger Kurt Westergaard, der oplever, at bladtegnerfaget, der ifølge ham var på vej til at dø ud, med Muhammedtegningerne er blevet rehabiliteret. - Og det er jeg da stolt af. Men at blive truet på livet er man jo ikke glad for. Jeg har spekuleret meget over det, men valgte som sagt ikke at gå i panik. PET’s ageren har jeg værdsat, selvom det er mærkeligt at tænke på, at de fremover vil være en del af mit liv. Har tegningen været det hele værd? - Jeg ser sådan på det, at vi under alle omstændigheder ville være endt i en konflikt mellem vort sekulære demokrati og de rabiate sider af islam. Det kunne ligeså godt have været en film eller en bog, der udløste konflikten! På en måde føler jeg, at jeg blev taget som gidsel i problemstillinger, der handlede om helt andre ting. Jeg har forsøgt at føre dialog med en del arabiske journalister, men det er hver gang endt skidt. Jeg har bedt dem skrive, hvad jeg sagde, men de har kun søgt en undskyldning. Den har jeg ikke kunnet give, men jeg har gerne villet forklaret dem, hvordan jeg opfatter begreber som ytringsfrihed og demokrati, siger Kurt Westergaard, som ofte er blevet truet med at brænde op i helvede. Måske netop derfor takkede han nej til et tilbud om at deltage i en ”åben og fair rettergang” i Jordan, da han ikke kunne få svar på, om han kunne få svinekød, se fjernsyn, have adgang til litteratur og et juletræ i fængselscellen, mens retsmøderne stod på. - Det var vel provokerende at bede om den slags, der jo fint ville kunne lade sig gøre i et dansk fængsel, men jeg var på det tidspunkt så træt af alle løgnene og forbandelserne. Det var nok som med russerne i Døstrup Forsamlingshus mest min egen lille modstandskamp. Selvfølgelig er det underligt at have været genstand for så megen opmærksomhed undervejs. For mig startede det hele med 11. september og angrebet i New York. Tårnene, der styrtede sammen, symboliserede for mig en ny verdensorden. Jeg havde ofte siddet i boghandlen under et af tårnene og drukket min kaffe og læst en bog. På en måde styrtede min verden sammen. Tiden med en overskuelig verden, som i Døstrup, var uigenkaldeligt slut. Og den tid kommer aldrig tilbage, det ved jeg, men jeg vil gerne være med til at gøre mine børnebørns verden bare lidt mere overskuelig, siger Kurt Westergaard.{