Kunst

Tegninger fra landbruget

Vendsyssel Historiske Museum tager imod historiske tegninger

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hest og trak­tor i sam­me teg­ning for at vise ud­vik­lin­gen i 1950’erne. Foto: Hans Ravn

HJØRRING:Hvordan var det nu en gammeldags mødding så ud? Hvordan så det ud, når bonden såede med to heste? Hvordan tærskede man korn? Mange har glemt, hvordan det så ud, og endnu flere har ikke oplevet landbruget i 1950’erne. Men snart kan alle få et indtryk af landbrugsudviklingen i årene fra 1945 til 1960, for Knud Dybro Frandsen, Uggerby, har afleveret en serie tegninger til Vendsyssel Historiske Museum. På dem har han skildret netop de år. - Vi er begejstrede for tegningerne, fordi de indeholder så mange informationer, siger museumsdirektør Mogens Thøgersen. Tegningerne skal nu indrammes og på et tidspunkt hænges op på Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Mosbjerg, der fortæller om landbrugets historie. Knud Dybro Frandsen er 66 år og har selv været landmand. Man skal ikke tro, at man kan genkende bestemte gårde eller mennesker på tegningerne. Knud Dybro Frandsen fortæller, at det er mere eller mindre fri fantasi. - Det er det skønne ved at tegne. Man kan selv bestemme, siger han. Han har tegnet tegningerne i 1988 efter hukommelse fra 1950’erne. Der er luftskorstene på gårdene og masser af telefontråde. Blandt mange andre detaljer. - De er tegnet meget pædagogisk, så der i én tegning kan ses en udvikling, siger Mogens Thøgersen. Han har interviewet Knud Dybro Frandsen i flere timer, og interviewet er ved at blive skrevet ud. Dele deraf skal bruges sammen med tegningerne i Mosbjerg. 1988 var 200-året for Stavnsbåndets ophævelse, og det var den megen tale i den forbindelse, der fik Uggerby-landmanden til at fatte blyanten. Siden blev tegningerne anvendt i undervisningen på Roskilde Universitet. - Så man kan godt lave undervisningsmateriale, selvom man er arbejdsmand, siger Knud Dybro Frandsen.