Teknikere forsøger at identificere 99 vulkanofre i Guatemala

Redningsmandskab har onsdag fundet yderligere 24 ofre, efter at vulkanen Fuego gik i udbrud søndag.

Knap 200 er fortsat savnet, efter at vulkanen Fuego søndag gik i udbrud i Guatemala. Myndighederne forventer ikke at finde flere overlevende. Foto: Stringer ./Reuters

Knap 200 er fortsat savnet, efter at vulkanen Fuego søndag gik i udbrud i Guatemala. Myndighederne forventer ikke at finde flere overlevende. Foto: Stringer ./Reuters

Dødstallet efter et voldsomt vulkanudbrud i Guatemala er nu oppe på 99.

Kun 28 af ofrene er blevet identificeret, oplyser retsmedicinere i landet ifølge nyhedsbureauet AP.

Redningsarbejdere fortsatte onsdag eftersøgningen af de omkring 200 mennesker, der stadig er savnet, efter at 75 mennesker tirsdag var bekræftet omkommet.

Arbejdet måtte dog midlertidigt indstilles, da en lavaflod nærmede sig området.

Den skoldhede masse, der begravede mange ofre søndag, har efterladt ligene i en tilstand, der gør identificeringsarbejdet vanskeligt.

Derfor må retsmedicinerne gøre brug af DNA-test og andre metoder for at identificere ofrene.

Tidligere onsdag flød en ny lavastrøm ned ad den vestlige bjergside af vulkanen Fuego.

Det fik myndighederne til at udstede en advarsel til beboere i de nærtliggende områder.

Tusindvis af mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem efter vulkanudbruddet. For mange af dem venter en usikker fremtid, da de ikke kan vende tilbage til deres huse, der er blevet opslugt af lavafloden.

Brandmyndighederne i Guatemala oplyser, at der kun er minimale chancer for at finde nogle af de knap 200 savnede personer i live.

Katastrofemyndighederne advarer om nye udbrud fra vulkanen. Onsdag lød der adskillige eksplosioner fra Fuego, der sendte en askesky knap fem kilometer op i luften.

- Aktiviteten fortsætter, og muligheden for nye pyroklastiske strømme i de næste timer og dage kan ikke udelukkes, så det anbefales, at man ikke opholder sig i de berørte områder, hedder det i en meddelelse fra Guatemalas katastrofeagentur.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.