Teknikken frikendt

KØBENHAVN: Havarikommissionen kritiserer ikke sikkerheden på den S-togsstrækning ved Lyngby, hvor to tog kolliderede i sidste uge. Banedanmark vil ikke svare på, om det er en menneskelig fejl, skriver Berlingske Tidende fredag. Det er tilsyneladende ikke den tekniske sikkerhed på jernbanen, der har været mangelfuld i forbindelse med S-togsulykken, hvor to S-tog stødte sammen forrige mandag og knap 50 mennesker måtte på hospitalet. I hvert fald ikke hvis man spørger havarieksperterne, der fortsat undersøger ulykken og blandt andet sikkerhedsanlæg og signaler på strækningen. - Havarikommissionens foreløbige undersøgelser har ikke indikeret alvorlige sikkerhedsmæssige brist, der kunne give betænkeligheder ved kørsel på strækningen, skriver den i en foreløbig meddelelse. På den baggrund har kommissionen valgt at lade S-togsdriften fortsætte på banen. Meddelelsen kommer, efter der har været rejst kritik af banens sikkerhedsmæssige anlæg fra Dansk Jernbaneforbund. Der kan ifølge Havarikommissionen gå måneder, før årsagen til ulykken er fuldstændig klarlagt. Muligvis bliver der udsendt en foreløbig redegørelse for ulykken i midten af næste måned. /ritzau/