Tekniske problemer stopper lyntest i Region Hovedstaden
Copenhagen Medicial kan ikke foretage flere lyntest, før teknisk fejl er lokaliseret og udbedret.
Tekniske problemer forhindrer torsdag middag Copenhagen Medical i at udføre lyntest i Region Hovedstaden.
Det oplyser presseansvarlig Trine Baadsgaard.
- Vi er ved at finde ud af, hvor fejlen er. Indtil den er fundet, kan vi ikke foretage test, siger hun.
Fejlen blev opdaget kort før middag, og der arbejdes på højtryk på at lokalisere og udbedre fejlen, oplyser Trine Baadsgaard.
Det bedste råd er at tjekke hjemmesiden cphmed.com, som vil blive opdateret med nyt, siger hun.
Fejlen kommer på et kritisk tidspunkt, hvor der er stort rykind til test forud for juleaften.
- Vi forventer en meget travl dag. I går (onsdag, red.) foretog vi 105.000 lyntest, og vi står for at skulle skalere op til 185.000 daglige test, sagde Trine Baadsgaard tidligere på dagen.
Også hos Falck, der står for lyntest i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland, forventes dagen at blive travl.
- Vi forventer, at der bliver rigtig travlt på vores testcentre. Det er vi klar til og har sat bemandingen efter. Vi gør alt, hvad vi kan for at minimere kødannelse, sagde Dennis Sørensen, pressemedarbejder i Falck, torsdag formiddag.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.