Teknologien

Det nye mobiltelefonsystem er udviklet af OnAir - med hjælp fra Siemens og Triagnosys. OnAir er et samarbejde mellem flyproducenten Airbus og flyudstyrs-producenten SITA. Mobilsystemet gør det muligt at tale i telefon via et lokalt netværk, som videresender samtalerne til en satellit via et centralt anlæg i flyet. En intern antenne opfanger alle signaler fra mobiltelefonerne - og dermed undgår man forstyrrelser på flyvemaskinernes udstyr. Ifølge OnAir bliver minutpriserne på samtaler i de højere luftlag magen til de gældende roamingpriser i det land, man befinder sig over. Det betyder en generel minutpris på mellem 15 og 18 kroner, mens en SMS kommer til at koste cirka 3,50 kroner. Air France tester mobiltelefonsystemet i en Airbus A318 i 2007. Først bliver det muligt at SMS’e og gå på internettet - siden bliver samtaler også tilladt. Selskaberne TAP Air Portugal og British Midland er klar til at teste systemet sidst på året. Trådløst internet er allerede en mulighed hos mange flyselskaber i dag - heriblandt SAS.