Musik

Tekstsnedkeren fra Frederikshavn

Allan Olsen befinder sig i livets efterår men har nu alligevel ikke i sinde at lade sig pensionere sådan lige med det samme. Der er endnu ufortalte historier

Af Stig Mathiesen I snefoget ude på tagterrassen i det indre Århus sidder silhuetten med huen trukket godt ned om ørene og en guitar i hånden. Måske ånden er der? Måske blot en strengeleg uden eksakt mål? - Jeg har forsøgt at forklare skattevæsnet, at jeg altid er på arbejde, indleder manden med de grå lokker. Furerne i ansigtet vidner om et liv med fart og indhold dag som nat – især nat. Allan Olsen blev født i 1956. Han voksede op i Frederikshavn – jernbyen! Værfter, maskinfabrikker, tunge hamre og svejseapparater i hænderne på mænd med humor og selvironi som bærende kraft. I begyndelsen af tresserne flyttede familien Olsen nogle få kilometer fra land til by – ind i en slags forløber til parcelhusene. Og det i boliger som var helt og aldeles uegnede til børnefamilier med bare tre af slagsen, husker sønnen. Derfor måtte ferme fædre tænke kreativt, bygge om og bruge de for få kvadratmeter, og alt for få penge, bedst muligt. For som Allan Olsen husker det: - Min den gamle delte et i forvejen alt for lille kammer i to, så min lillesøster og jeg kunne få hver sin halvdel. Væggene var naturligvis af spånplader, så kunne man ligge der og sende bankesignaler. Inde i knægtens værelse placerede faderen et vindue af gult råglas, der ligeledes er lagret i hukommelsen. - Når jeg lå søvnløs, kunne jeg se svejselysene slå op mod himlen gennem mit gule vindue og høre natarbejderne nede på havnen, der hamrede med dybe drøn på skibssiderne. Jeg er overbevist om, at denne fredfyldte og trygge drone var det, der gjorde mig til natmenneske, deraf et centrumbymenneske, deraf til én, der hellere vil larme og være vågen om natten, end vågen om dagen. Med selverkendelsen in mente er det dog en nærværende og frisk Allan Olsen, der stiller guitaren, smider hovedbeklædningen og skænker formiddagsteen inden en lykkesaglig beretning om en netop importeret historiefyldt amerikansk banjo på bordet. - Det handler om modet til at lære nyt hele livet, siger indehaveren og tænder derpå en af de cigaretter, han for længst skulle være holdt op med at ryge. Men trods en daglig renselsesproces efter boksetræning eller 10 kilometers rulleskøjteløb på en fast rute i Universitetsparken, så er det `livsnødvendige` projekt endnu ikke fuldbyrdet, vedgår manden bag røgskyen, der om nogen dansk kunstner har rakket rundt på landevejene med skiftende adresser i København, Dublin, Aalborg, Phuket og nu atter Århus. - Vendsyssel opfattes måske nok som et af landets `døde lemmer`. Og det er jo den klassiske, groteske kulturimperialisme - for husk på, at de nye strømninger altid kommer ude fra kanterne, fra randområderne. Så vokser de sig til bølger på vej mod storbyerne - hvor de merkantiliseres, bliver til en vare og dør, konstaterer Allan Olsen og gør opmærksom på, at København i dag er placeret længst muligt væk fra folket. - Og det kun for politikernes, journalisternes og monarkiets skyld. Vist nok endda i den rækkefølge, pointerer han og minder om, at Københavns placering som hovedstad var betinget af en tid, hvor hele Sydsverige var dansk. - Da det røg sig en tur, burde man have henlagt samlingspunktet til trekantområdet - Middelfart måske. Nu har vi i stedet en hovedstad, der ligger i det yderste hjørne af den fjerneste ø, bemærker Allan Olsen og fortæller derpå om oplevelser med sproget i Åbenrå og Hvide Sande. - Dialekter, som er bevaret i en form, så vi knap forstår hinanden på tværs af kommuneskel. Men Olsen er en af dem, der gør. - Når man, som jeg, er vokset op med udsyn over hav og himmel, så har man en indre ro. Man er livskraftig. Os, der voksede op i tresserne og halvfjerdserne, er vel dem, der har haft de allerbedste muligheder i livet. Velfærden kom strømmende og vore mødre var endnu ikke splittet mellem arbejde og hjem. Ja, selv det moralske grundlag – folkeskole og kirke – var intakt og indiskutabel, erindrer Allan Olsen og kalder tiden dengang for en `ubekymringskultur` modsat nutidens `bekymringskultur`. - Vi drenge fra de år er nok nogle af dem, der har følt os mest elsket af vore mødre. De stod endnu på kanten af frigørelsen, men deres identitet som mødre og hustruer var endnu jordfæstet. Og ud af dette blev Allan Olsen formet. - Kørte vi vestpå, var der kun et halvt hundrede kilometer til Atlanten. Nordpå, var der 40 kilometer til spidsen af landet, hvor to have mødes. Østpå – mere hav. Undtagelsen var kursen mod syd. For står du i Frederikshavn, så er der asfalt hele vejen til Gibraltar. Vor længsel kunne kun gå den vej eller ud over havet. Du var enten til hav eller by. Og da jeg er ud af en husmandsslægt på min mors side – værftsarbejdere på min fars – gik mine drømme i teenageårene i første omgang mod bilbyen i den sydlige ende af Frederikshavn. Her kunne enhver rask ung mand nemlig få sig en prøvetur i en øse. Og de gik altid mod Sæby og Aalborg. Før man byggede motorvejen, var der en manddomsprøve at bestå ude ved købmanden. - Hvor man mistede byskiltet i bakspejlet, slog vejen et sving med forkert hældning. Urutinerede bilister røg i grøften, ler Allan Olsen og beretter om utallige køretøjer med hjulene strittende i luften. - Det var den sidste generation, der fik love til at leve i eget tempo uden at få tager `mødommen` alt for tidligt, påstår samme iagttager Olsen om en tid, hvor man endnu ernærede ved at sælge biler og hatte, som han siger det. At sælge g-strengs trusser, bh med push up og den slags til mindreårige havde business-kulturen slet ikke fantasi til at begive sig af med, tilføjer han. Det var førstegangsoplevelserne, der skubbede Allan Olsen i gang med at skrive tekster. Første gang han skrællede en cigaretautomat. Første gang han kyssede en pige. - De mest interessante ting oplever man i indledningen til livet. Men det er nu alligevel lykkedes mig at få disse førstegangserfaringer flyttet noget rundt, konstaterer Allan Olsen tørt. 30 år var han, da han fik kørekort. 33, da han udgav den første plade – og for alvor begyndte at ryge. 40, da han blev far første gang. - Min mor er ikke glad for, jeg indimellem fremstiller os som fattige i mine barndoms- og ungdomsår. Men vi var sgu ubemidlede. Unge er altid ubemidlede! Man kan godt hente lidt mønter hjemme i tallerkenrækken, men der manglede altid til lidt øl, vin og den slags. Og så var det jo, der røg en kasse med tomme flasker rundt omkring. Siden blev guitaren den, der skaffede udkommet. - I Frederikshavn var det direkte provokerende at spille guitar i mine unge år. Det var et frontalangreb på stilstanden og stavnsbåndet. Alligevel var det let nok at få sig et job, for stort set enhver dansk by med nogle få hundrede indbyggere havde op gennem halvfjerdserne og firserne et spillested, hvor man kunne få 500 kroner og en sofa at sove på. Det skete nu også, at guitarspilleren fandt sig en varm seng – og en varm pige. - Jeg havde ikke noget kørekort, så det var bare af sted i tog og busser med spillemaskinen over skulderen. I begyndelsen stod den på Bob Dylan-tekster tilsat få egne strofer. Og det helst på en scene med en enkelt lampe. - Jeg klamrede mig til min guitar for at undgå kravet om en uddannelse eller et arbejde. Så når jeg bemærkede, at der var folk, som lyttede til mine selvkomponerede numre, gav det mig mod til at gå videre med mit eget skaberværk. Men hvorfra denne lyst til tilværelsen på landevejen dukkede op, aner Allan Olsen ikke, for han er ud af en familie med små cirkler. - En dag hvert år lejede vi en gokkemobil. Så blev jeg, min søster og bror proppet ind og kørt i zoologisk have i Aalborg. I dag er min oplevelse af at flyve til Singapore eller Thailand ikke større end turen til Aalborg. Jeg elsker fortsat dagene på landevejen. Det passer mig bl.a. fint, at jeg i aften skal køre flere timer for at spille i et kulturhus ude på en mark. Jeg nyder at holde ind på en tank, købe en avis og så rulle videre. Også hotelværelser er Olens hof, erkender han og skænker mere grøn te i de store glas. - Den der jammer med at det er hårdt at være på turne og bo på hotelværelse, det er noget pjat. Der kommer jo nogen og rydder op efter én, og man kan trisse rundt på bløde tæpper i bare tæer og fylde badekarret midt på dagen, fastslår Allan Olsen, der også kan se fjernsyn, når han er on the road. Dette moderne og højt skattede fænomen eksisterer ikke her i lejligheden. - Vi smed fjernsynet ud år tilbage, til gengæld siger jeg aldrig nej, hvis drengene vil i biografen, fortæller en far til to sønner på kanten af teenagesegmentet og vender tilbage til det med at bevæge sig rundt. - Rejserne er en del af benzinen i mit liv. Jeg kan føle mig som en art Hemingway, når jeg daffer rundt i verden og er udenfor rækkevidde, vedgår den i dag så feterede tekstmager. Men sådan har det ikke altid været. - Det var ikke nogen scorereplik at rejse rundt som sing a song folkesanger, dengang Tøsedrengene og Gnags sad på det hele. Et pop helvede – en bøffelhjord, som ikke efterlod megen plads til os andre. Men situationen passede sådan set Allan Olsen udmærket, selvom hans stil blev nærmest latterliggjort blandt landets førende musikanmeldere. Olsen fra Frederikshavn gad alligevel ikke være et stykke `musikkonserves` på vinyl, påstår han den dag i dag. Men i firserne ændrede tingene sig. Amerikaneren Bruce Springsteen slog akkorden an. Siden kom Tracy Chapman med sit `ubehjælpelige guitarspil`. Jo, der blæste nye vinde over Allan O. og venner som Johnny Madsen og Lars Lilholt – Daltontrioen. Pludselig skulle alle pladeselskaberne have egne solo-sangskrivere. - Da fik jeg min musik-mødom taget. Studieverdenen er væsentligt anderledes end ude på livescenerne, hvor man altid kunne tale sig fra en halvdårlig aften. Med ét var jeg tvunget til at lave nye udgivelser, da man jo skriver kontrakt for flere plader. Og siden den tid har sangskrivningen været målrettet mod udgivelse, indrømmes det uden fortrydelse i stemmen. - Jeg skriver ikke særligt hurtigt men skal helst levere 20 nye sange hvert andet år. Det er kendsgerningen, vedgår pladekunstneren, der sidst tillod sig den luksus at lade fem år gå mellem mediestormene, der altid følger nye historier tilsat strengespillet. - Men den går ikke igen. Vi lever i en vækstkultur, hvor ting glemmes, hvis de ikke forandres og fornyes. I dag er jeg heldigvis så privilegeret – og det har noget med penge at gøre, at jeg ikke behøver at udgive noget som helst længere. Jeg har været tilsmilet af held gennem hele min karriere, fastslår Allan Olsen, der på et punkt ud af livets landevej returnerede til Aalborg efter årene i først Århus, siden Dublin og København. For af alle steder var det i det mondæne Hasseris, at arbejderknægten etablerede sig som husbond og familiefar op gennem halvfemserne. - Danske musikere elsker Aalborg. Der er fest og nattedrone over byen, der aldrig sover. Det er ikke nogen tilfældighed, at Jomfru Ane Gade ligger, hvor den gør. Måske kunne den også have ligget i Esbjerg, men så havde der været mange flere slagsmål, forsikrer `gade-eksperten` Allan Olsen, der umiddelbart inden Hasseris-adressen boede en tid med familien i en lejlighed nær værtshusgaden med musikbassen brummende i baggrunden natten lang. - Jeg vil ikke fornægte, at jeg havde det lidt som rapperne, der går med hundekæder. Og hvorfor gør de det? Det gør de, fordi de gerne vil se ud som om de kommer fra slummen. Indrømmet, der er sådan lidt neger i mig. Jeg ville vise mine omgivelser, at jeg against all odds var lykkedes. Men Hasseris-projektet spillede ikke rigtigt. - Vi stod med en stor bil og en stor villa med en masse rum til at smide ting ind i. Vi forkøbte os i dårlig samvittighed. Allan Olsen og hustru fandt ud af, at de ikke var dem, de udgav sig for at være – og gik hver til sit. Ægteskabsstumperne og interessen for buddhismen blev nænsomt samlet op i Thailand. - Hævn er ikke noget, der optager mennesker i Østen. Her bliver man ren som et barn igen, forklares det. Hvilket på det tidspunkt var en nødvendighed for mennesket og musikeren, til trods for kunstnerheldet, som gennem hele livet har fået skrammer af den slags, der ikke altid kan ses som ar på en bokser. Men tag ikke fejl, de er der på både sjæl og hjerte, selvom drengenes mor i dag bor i lejligheden nedenunder og fortsat fungerer som manager. - Livsstilen på kanten af straffesparksfeltet kombineret med det at blive halvtreds og ryge for meget er en farlig cocktail, erkender Allan Olsen og proklamerer, at lige netop dette forhold snart må få nogle konsekvenser, da han er alt, alt for selvoptaget til at ville slippe livet, som så mange andre i branchen har gjort det, for tidligt. - Summen af tilværelsens op- og nedture har jeg vendt til noget positivt. Hverdagen vender altid tilbage, oplever familiefaderen, der med alderen er blevet mere bevidst om livets skrøbelighed. Det har ikke mindst oplevelserne, som da han nær havde mistet en søn i en rundkørsel i Bogota i Colombia og rejserne rundt i verden overvåget af mænd med maskingeværer, lært ham. - Jo fattigere mennesker er, desto rigere synes de at være på det medmenneskelige plan. Det fascinerer mig, siger Allan Olsen med en indre ro over sig, som står i grel modsætning til den rastløshed, der ellers altid har drevet tekstskriveren – med litterær kvalitet på et niveau så selv landets skole- og gymnasieelever møder ham på papiret – rundt uden præcise mål i tilværelsen. Som da han sad med guitaren for et par timer siden og lod tiden stå stille. Og netop tiden bliver mere og mere kostbar. Allan Olsen ved godt, hvad han vil bruge den til – nærvær og kærlighed blandt sine kære. Penge og erfaring har han nemlig i rigt mål. Men han er så langtfra færdiguddannet i at forstå livet. Omvendt mener han nu heller ikke, at han behøver at bidrage med meget mere. - Fra nu af risikerer jeg blot mit eftermæle, hver gang jeg træder offentligt frem. Men hvad fa`en, bare jeg har mine øjne og ører med mig – og lidt hø at sove i, så går det alt sammen, forudses det af en moden mand, der for mange år siden tog sig sammen de sidste 20 minutter i skolen og kom på gymnasiet – da nogen truede ham med dokken. Siden blev han anmeldernes kæledægge med sine adfærdsvanskelige sange.