Telebusser skaber forvirring

Informationen om den kollektiv trafik er så mangefuld, at forvirringen er total, mener skolebestyrelsesformand

Jan Jæger mener, at kommunens information om den kollektive trafik er yderes mangelfuld. arkivfoto Kurt Bering

Jan Jæger mener, at kommunens information om den kollektive trafik er yderes mangelfuld. arkivfoto Kurt Bering

ØSTER BRØNDERSLEV: Telebusser og teletaxaer er i stor stil blevet en del af den kollektive trafik i Brønderslev Kommune. Men de nye bustyper har skabt noget nær total forvirring, og informationen fra kommunen er aldeles mangelfuld. Det mener man i hvert fald i Øster Brønderslev og omegn. Efter den ny køreplan trådte i kraft 6. januar, har frustrationerne blandt forældre til børn på Øster Brønderslev Skole været store. Årsagen er, at afgangene om eftermiddagen på rute 212 er nemlig lavet om, så elever der skal mod Hallund må vente op til en time, før de kan komme hjem efter 6. og 7. time. Hvad forældre ikke ved er, at der faktisk er en bus, der passer efter skolens ringetider om eftermiddagen, så børnene fra Hallund kan være hjemme allerede et kvarter efter, de har fået fri - nemlig rute 648. Men bus 648 er en såkaldt telebus, der kun kører, hvis man ringer og bestiller den. Og det er netop telebusserne, som mange har svært ved at finde ud af. Formand for Øster Brønderslev Skole, Jan Jæger, var også noget overrasket, da NORDJYSKE fortalte ham, at eleverne kan benyttet rute 648 i stedet for 212. - Jeg anede overhovedet ikke, at der var en rute 648. Det har vi ikke fået noget som helst at vide om. Men hvis eleverne kan benytte bus 648, så er problemerne jo løst, siger han. Total forvirring Og det er nu ikke fordi, at Jan Jæger ikke har gjort sit hjemmearbejde. Han var nemlig klar over, at der fandtes en telebus 645, som også kører fra Øster Brønderslev. Derfor kontaktede han Nordjyllands Trafikselskab (NT) i forsøget på at blive klogere på, hvordan telebusserne kører. - Men da jeg ringede til NT, fortalte de mig, at den kun kører efter klokken 16, fortæller Jan Jæger. NORDJYSKE kontaktede derfor NT for at være helt sikker på, om telebussen nu også kører, som det er angivet i køreplanen. Og svaret fra NT var, at både telebus 645 og 648 skam kører i skoletiden, men at det derimod er teletaxaen, der først efter kl. 16. Men Jan Jæger er åbenbart kommet til at bruge ordet ¿teletaxa¿ i stedet for ¿telebus¿, da han forsøgte at få overblik over køreplanerne. Og der er altså meget stor forskel på de to bustyper. - Jamen, det er jo fuldstændig forvirrende. Jeg kan slet ikke forstå, at der sidder nogle folk og laver noget, som ingen af os forstår, siger han. Mangel på information Og der er nok god grund til forvirringen. Der er nemlig tre forskellige typer af busser, man skal holde styr på, hvis man vil bevæge sig rundt med kollektiv trafik i Brønderslev Kommune. Der er velkendte rutebiler, som kører på faste tidspunkter, uanset om man ringer efter dem eller ej. F.eks. rute 212. Så er der telebusserne, som godt nok har en køreplan, men som kun svinger forbi stoppestederne, når man ringer og bestiller dem til det. Og endelig er der teletaxaen, som borgerne kan bestille i et bestemt tidsrum forudsat, at de øvrige to busser ikke kører. For eleverne fra Hallund betyder det altså, at de skal springe på 212¿erne, når de skal i skole om morgenen, og ringe efter rute 648, når de skal hjem. Og hvis de skal til fritidsaktiviteter eller på besøg om aftenen eller i weekenderne, så er det teletaxaen, der skal ringes efter. - Jeg har overhovedet ikke noget overblik over køreplanerne, og vi har overhovedet ikke fået noget som helst information fra kommunen. Mange forældre fandt faktisk først ud af, at der var sket ændringer, da børnene kom hjem og fortalte det, siger han og tilføjer: - Og det kan ikke passe, at kommunen ikke kan sørge for, at vi får noget ordentlig information ud.