Telefonterror

OPERA Gian Carlo Menotti: "Telefonen"

Det unge par i skikkelse af Erlend Tyrmi og Inger Aarup sang med fuld udfoldelse af det romantiske aspekt. PR-foto.

Det unge par i skikkelse af Erlend Tyrmi og Inger Aarup sang med fuld udfoldelse af det romantiske aspekt. PR-foto.

Menotti, der døde 96 år gammel i 2007 i Monaco, var en af de komponister, der var med til at tegne det 20. århundredes opera. Han virkede i USA, men følte sig livet igennem som italiener, og han beholdt sit italienske statsborgerskab. Fra 1947 stammer hans komiske opera "Telefonen", som Kammeroperaen opførte på NOVI mandag middag. Den er en barok, fornøjelig og satirisk beskrivelse af det fortravlede moderne menneske, der på grund af telefonens terror er tæt på at gå glip af noget ganske væsentlig i livet: et frieri fra sin elskede. Niels skal rejse bort om en time, og han har noget, han gerne vil tale med Hanne om, men ustandselig bliver de forstyrret af telefonen, som Hanne kommunikerer voldsomt og gerne i. Hvordan skal Niels komme igennem med sit ønske? Jo, han finder en udvej: en telefonboks. Og så løses problemet, og alt ender lykkeligt i valsetakt med drømmen om mange børn og et idyllisk hus på landet. Menotti skrev selv librettoen til sine operaer, og han viser her sit sikre blik for det scenisk effektfulde, og man fornemmer, at han her ind imellem har skelet til Rossini. På mange måder er det jo en opera i gammel stil, også hvis man holder sig til det tonale, for melodisk og harmonisk sporer man i bl. a. et par følelsesfulde arier klare påvirkninger fra og fællestræk med Giacomo Puccini. Sopranen Inger Aarup og barytonen Erlend Tyrmi er det unge par. De synger og spiller på livet løs i akkompagnatøren Jacob Becks livfulde instruktion med en klar tekstudtale i de recitativprægede passager og med fuld udfoldelse af det romantiske aspekt i de større arier.