Teleselskaber afviser at blokere ekstreme hjemmesider

Ekstremistiske hjemmesider bliver kun blokeret, hvis der foreligger en dommerkendelse, siger Teleindustrien.

Som led i en ny indsats mod ekstremisme på internettet lægger justitsminister Søren Pind (V) op til, at teleselskaber skal gå med til at blokere hjemmesider med ekstremistisk indhold - også selv om der ikke foreligger en dommerkendelse.

Men den idé kan han godt glemme, fastslår Jakob Willer, der er direktør i teleselskabernes branchesamarbejde, Teleindustrien.

- Hvis der er en dommerkendelse, så blokerer vi for den hjemmeside.

- Men vi vil ikke gøre det uden en dommerkendelse, for vi skal passe på, at vi ikke går på kompromis med vores retssamfund. Det skal være en dommer, der vurderer, hvad der er ekstremistisk, lyder det fra direktøren.

Han understreger, at det er positivt, at Søren Pind ikke lægger op til, at sider skal kunne blokeres uden dommertilladelse. Men det kommer altså heller ikke til at ske frivilligt.

- For hvad bliver så det næste? Skal vi så også blokere for de steder, hvor der sker alle mulige andre former for kriminalitet?

Som det fungerer i dag, er det kun hjemmesider med indhold, hvor børn bliver krænket seksuelt, som teleselskaberne af egen fri vilje går med til at blokere uden dommerkendelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.