Turisme

Telttur med havudsigt

10 meter fra vandet kunne vi campere i Mou. Kun natteblæsten forstyrrede idyllen

MOU: - I bor i cola-teltet, ikk'? spurgte vores vært på Frydenstrand Camping, da mig og min gæst efter et par timer i Mou centrum, vendte tilbage til vores logi. Tidligere på dagen var vi ankomme i bil, og armeret med telt, to store sportstasker og soveposer var vi klar til en enkelt nats overnatning i Mou. Ingen oppakning var for lille til vores mission som undercover turister. Vi skulle være forberedt til ethvert nødstilfælde. På campingpladsen kunne vi selv vælge, hvor vi ville sove, og betaget af udsigten til vand, slog vi det røde telt op, så vi - hvis vi gik 10 meter lige frem - ville stå med tæerne i Limfjorden. Vi følte og straks velkomne på campingpladsen, og der kom en hjemlig hygge over stedet, da personalet flere gange hilste på os, og fortalte, at de havde lagt mærke til vores røde telt. Frydenstrand Camping udmærker sig ved, at der er en særlig ro over stedet. Ingen nævneværdig støj fra nærliggende veje eller andre turister kunne forstyrre opholdet. Højest lidt klukken fra både, der skvulpede i vandet, forstyrrede roen. På campingpladsen er det muligt selv at campere, men man kan også leje sig ind i en hytte, hvis man hellere vil det. Stedet har en legeplads, opholdsrum, toilet- og badefaciliteter, ligesom stedet har en kiosk. Vejret var med os, da vi camperede, og det gjorde det ekstra hyggeligt og idyllisk at campere så tæt på vandet. Især da vi kunne se den røde sol blive opslugt af horisonten var vi sikre på, at det var det helt rigtige sted at slå lejr for natten. Om natten var det imidlertid en blandet fornøjelse at sove så tæt Limfjorden. En kraftig blæst ruskede nemlig i teltet, og der var ingen læ så tæt på vandet, så vi var. Men efter omstændighederne med blæsten sov vi godt, og kunne glæde os over, at den havde været en ganske billig fornøjelse at tage på telttur med havudsigt. Vi slap med 150 kroner i alt og heri var der inkluderet udgifter til et transitpas. trinet