Temaaften med mad og god musik

Ernæring 29. september 2002 08:00

AARS: Musikcaféen i Aars kan i år byde på musikalske oplevelser med et udpræget kulinarisk tilsnit. Den musikalske forening har efter gensidig aftale opsagt det mangeårige samarbejde med restaurant Alanya, og satser nu i stedet på mad udefra. Musikcaféen i Aars har nemlig flyttet mad og musik over på Specialskolen for Voksne i Aars, hvor man fremover vil afholde de velsmagende musikarrangementer. Foreningen har fået tilsagn fra en række gæstekokke, som vil komme og forkæle medlemmernes smagsløg, mens musikken spiller. - Det nye koncept er, at vi vil forsøge at lave en slags temaaftner, siger Lene Weiss fra Musikkcaféens bestyrelse. - Ideen er, at mad og musik og drikke skal gå op i en højere enhed - en rød tråd, der skal samle aftenen og dermed give medlemmerne en god og spændende oplevelse, siger Lene Weiss. Foreningen håber også på at kunne få et samarbejde i gang med andre foreninger. Irsk whiskey Først på programmet i efterårssæsonen 2002 er bandet Jameson. Udover at dele navn med en populær irsk whiskey, spiller bandet også folkemusik med afsæt i både irsk og skotsk musik. Jameson kan opleves 4. oktober. En måned senere kan H.P. Lange og Troels Jensen opleves i en skøn forening af blues, rags, boogie og gospel. De to herrer er begge rutinerede musikere på den danske og skandinaviske musikscene. Troels Jensen er blandt andet kendt fra Delta Cross Band med Billy Cross, og H.P. Lange er kendt fra internationale blues og jazzfestivaler. I december spiller PS Swingband svingende og glad jazzmusik inspireret af 20'ernes og 30'ernes mest betydningsfulde swingbands som eksempelvis Django Reinhardt. PS Swingband kendes fra flere lejligheder blandt andet Den Blå Festival i Aalborg. Til de to første arrangementer har Musikcaféen hyret Ellinor Larsen fra Aars og Ejnar Larsen fra Haubro som gæstekokke, mens der til efterårets sidste musikaften venter medlemmerne en oplevelse fra den gastronomiske side af programmet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...