Temaaften og foredrag om gigt

Aalestrup 15. september 2002 08:00

AALESTRUP: Læge og phd. Mogens Pfeiffer Jensen, der til daglig arbejder på medicinsk afdeling på Silkeborg Centralsygehus og desuden er tilknyttet Gigtforeningen, er foredragsholder, når Aktive Kvinder i Aalestrup inviterer til et temamøde om gigtsygdomme. Arrangementet finder sted i Konfirmandhuset på Kirkevej tirsdag aften. Gigt, en frygtet sygdom, der rammer bevægeapparatet - dvs. ryg, led og muskler - er blevet en folkesygdom. Godt 700.000 danskere har gigt i en eller anden form, men sygdommen rammer oftere kvinder end mænd. Hvert år koster gigtsygdomme det danske samfund omkring 21 mia. kroner, og gigt er den mest almindelige årsag til langvarigt sygefravær. - Mogens Pfeiffer Jensen er kendt som en dygtig konsulent hos Gigtforeningen og for at være en skattet underviser og kursusholder indenfor emner som gigt og smerte, så vi glæder os meget til at byde ham velkommen i Aalestrup på tirsdag, siger formanden for Aktive Kvinder i Aalestrup, Lone Christiansen. Ugen efter, 24. september, følger Aktive Kvinder så op med endnu et arrangement. Denne gang kommer der to kvinder fra Gigtforeningen i Viborg-Skive-kredsen. Den ene kommer fra Viborg, Ulla Serup Thomsen, hun er aktiv speciallærer og har haft gigt i 16 år, mens den anden, Tenna Bagi-Pedersen fra Knudby, er vejledende rådgiver i Skive og træner i varmt vand. De to vil supplere hinanden og komme med gode råd om blandt andet bevægelser, kost, svømning, medicin - og navnlig det at leve med gigt gennem mange år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...