Temadag om kulturarven i Ny Hjørring

Folkeuniversiteterne i Sindal, Hirtshals, Løkken-Vrå og Hjørring sætter fokus på Ny Hjørring Kommune

Kultur 20. september 2006 06:00

VRÅ: Hvis ikke kulturen er i højsædet på Vrå Højskole, kommer den det i hvert fald lørdag 4. november. Her holder Folkeuniversiteterne i Hirtshals, Løkken-Vrå, Sindal og Hjørring kommuner en temadag, hvor emnet er den fælles kulturarv i de fire kommuner, der bliver til Ny Hjørring Kommune. - Det bliver en dag, hvor vi sætter kulturen og landskabet i fokus, siger Palle Steffensen fra Folkeuniversitetet i Løkken-Vrå Kommune. - Der bliver i alt seks foredrag - om geologi, arkæologi, forfatterne i området og om, hvordan fremtiden kan komme til at se ud for vores nye kommune, siger han. Desuden bliver der arbejdende værksteder, hvor de fremmødte kan se prøver på lokal keramik, pileflet, vodbinderi, vævning og fremstilling af bjesk. Ifølge Folkeuniversiteterne er der to slags kulturarv - nemlig den menneskeskabte, som ses i skikkelse af bygninger, veje, broer, kirker, parker m.v., og den såkaldte kulturarealsarv - eller kulturmiljø. Sidstnævnte handler om et område, der har bevaret sit udseende fra et givent tidspunkt. Ingen kommunale kroner Folkeuniversiteterne bruger 70.000 kr. på temadagen, som arrangeres sammen med de lokalhistoriske arkiver og museerne i Ny Hjørring Kommune. Der er ingen kommunale kroner i temadagen. Palle Steffensen forventer dog, at der vil blive søgt om underskudsgaranti hos de fire nuværende kommuner. Ingen konklusion Det er ikke hensigten, at der skal komme en konklusion ud af dagen. - Det handler alene om, at vi gerne vil vise borgerne i den nye kommune, hvad det er for et område, de bliver en del af. Vi vil afspejle kommunen i alle facetter, siger Palle Steffensen. Børn vælger arven Også kommunens skoleelever bliver inddraget. Et antal 5. -6. klasser får til opgave at udvælge fem ting, som de mener skulle bevares og passes på, hvis kulturarven skal bevares. Resultatet skal de aflevere til arrangørerne på en CD-rom. Siden vil et udvalg gennemgå de udvalgte ting og samle dem til en udstilling, som efter planen skal være klar til lørdag 4. november.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...