Temamøde med fokus på det psykiske arbejdsmiljø

Hirtshals Kommune og Formidlingsenhed Nord arrangerer møde på Nordsøcentret

HIRTSHALS:Onsdag eftermiddag inviterer Hirtshals Kommune og Formidlingsenhed Nord til et temamøde i Multihallen på Nordsøcentret om "Det psykiske arbejdsmiljø". Som en del af det rummelige arbejdsmarked vil initiativtagerne øge opmærksomheden på det psykiske arbejdsmiljø. Kommunaldirektør Ida Balling, Hirtshals Kommune, byder velkommen, og derefter vil psykolog Jørgen Bloch-Poulsen fortælle om psykisk arbejdsmiljø på godt og ondt samt om stress og udbrændthed. Efter en kaffepause vil stresscoach Henrik Krogh og stand-upkomiker Mick Øgendahl lave et forrygende talkshow, der har overskriften "Slå til og slå fra - udnyt stress positivt". - Stress, chikane og mobning koster hver år danske arbejdspladser mange sygedage. En undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation viser, at hver 20. sygedag skyldes dårligt arbejdsmiljø, fortæller virksomhedskonsulent Lone Nielsen fra Hirtshals Kommune og Formidlingsenhed Nord. - Det psykiske arbejdsmiljø har meget stor betydning for sundheden. Der er meget højt tempo på arbejdsmarkedet i vor tid. Penge, produktion og vækst er det, som kræves, hvis det skal gå godt for erhvervslivet. Lone Nielsen tilføjer, at hvis en medarbejder samtidig føler sig presset, forfulgt og mobbet af arbejdskammerater eller ledelse, vil det uvægerligt give både psykiske og legemlige symptomer på dårlig trivsel. - Der har tilmeldt sig 170 personer fra private firmaer og offentlige institutioner til vor temamøde, der varer omkring seks timer, hvor der bliver afsluttet med middag, siger Lone Nielsen. - Heldigvis er der i dag stor fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Både Arbejdtilsynet og Bedriftsundhedstjenesten er parate til at sætte ind, hvis det går dårligt. - Der er stress, som er så høj, at den giver symptomer. Almindelig stress er det, som får os til at klare det, vi skal og nå det, vil skal nå og til at få tjent de penge, der er behov for. Det er positiv stress. Men begynder der at komme muskelsmerter, hovedpine, hjertebanken, mavesmerter, nervøsitet, angst eller andre advarselssymptomer, så er der tale om negativ stress.