Lokalpolitik

Temamøde om Dronninglunds rolle

- Det handler om muligheder og ikke begrænsninger, siger borgmester Mikael Klitgaard (V)

DRONNINGLUND:Det handler ikke om restriktioner, men muligheder for Dronninglunds fremtid i den nye region. Endnu er der blot et forslag til en regionplan, men Dronninglund Byråd var tirsdag samlet til et tema-møde for at tage hul på byens rolle som egnscentre i den store region. - Og jeg synes, at det er lidt betænkeligt, hvis man nedjusterer væsentligt ved centralisering i et landområde, ved f.eks. kun at give plads til lettere industri, udtrykker borgmester, Mikael Klitgaard (V), men poienterer samtidig, at det kun er et forslag til en regionplan, byrådet er begyndt at nærlæse og diskutere. - I stedet for begrænsninger synes jeg, at vi skal tale om muligheder. Hvis der kommer én, som vil noget og gerne vil starte en større arbejdsplads, skal han have lov. Der skal være plads til udvikling på landet, poienterer borgmesteren. - Men det er ikke afgjort endnu, og der er forskel på landområderne, siger Mikael Klitgaard. Han peger på den store erhvervsudvikling, som for eksempel findes i Klokkerholm, og Dronninglund med både Sygehus og Gymnasium, som nogle vigtige elementer for et område i vækst, der er vigtige at bevare i et kommende egnscenter. Foreløbig er forslaget til regionplan ude til høring, og til foråret tager man et møde med Brønderslev Byråd.