Temaudstilling på bibliotek

LØKKEN:Hvad kan Himmelrummet byde på? Svaret kan måske findes på Løkken Bibliotek i Nørregade, hvor Løkken Billedsamling i dag har fernisering på den tredje temaudstilling i den nye tradition, som begyndte i 2001 med temaudstillingen Livet og kunsten ved kysten, og som sidste år var en udstilling med Magi som tema. Åbning af årets temaudstilling er ved turistchef Oda Andreasen, Karlo Kvidders Kvartet leverer festlig musik og Gunnar Olsen leverer madkunst. Første weekend i august er lagt fast som tidspunkt for Løkken Billedsamlings årlige temaudstilling, idet man derved kan give både de fastboende og turister lejlighed til at se en lang række lokale kunstneres bud på årets tema. - I år har vi bedt kunstnerne om at lave værker over temaet "Himmelrum", og vi forventer en udstilling med mange forskelligartede kunstneriske udtryk omkring himmelrummet, siger Bodil Dam, som er med i Løkken Billedsamlings udstillingsudvalg sammen med maleren, Nina Friis, billedkunstlæreren, Helle Andersen og formanden for Løkken Billedsamling, Birgitte Dybdal. Udstillingen byder på maleri, skulptur, akvarel, patchwork, silkemaling, foto, keramik og smykker lavet af i alt 31 kunstnere hovedsagentlig fra Løkken-Vrå og omegn. Dog får Løkken Billedsamling også besøg ude fra den store verden, nemlig af dansk -amerikaneren Gunnar Gelsøe Jørgensen, som ved årets påskeudstilling blev inviteret til at deltage i temaudstillingen i august. Gunnar Gelsøe Jørgensen deltager med to figurer: "På stranden er kun himmelrummet hendes beklædning" og " De fra himmelrummet har grønt hår". Begge figurer er i marmor fra Vermont, USA. Som noget nyt i år deltager 2 tekstilkunstnere, nemlig Grethe Rolle med silkemaling på beklædning og Bente Dahl med patchwork. Udstilling kan ses både lørdag og søndag. Begge dage vil der også være arbejdende værksteder, bl.a. med Claus Unger, som er kendt for sine udsmykninger i Nørregade i Løkken. Deltagerne i "Himmelrum" er: Elisabeth Asli, Birgitte Weirgang, Bente Dahl, Hanne Højfeldt, Jes Vestergård, Klaus Unger, Jytte Ulrich, Karin Greve Jensen, Tommas Jørgensen, Susan Sørensen, Tina Falden, Gunnar Kappelskov, Hanne Seleski, Helene Andersen, Mogens Andersen, Jørgen Ussing Bømler, Birthe Dissing, Anni Duch, Bodil Dam, Robert Dancer, Karina Damgaard, Nina Friis, Rikke Steen Madsen, Edel Holst Nielsen, Margit Plougstrup, Bent Pristed, V. Andreasen, Grete Rolle, Kirsten Andeasen, Lis Ekmann og G. Elsoe Jørgensen.