Tempo på bilstrømmen

Den internationale bilindustri mødes på neutral grund i Schweiz, når det årlige show viser nyhederne

Christian Schacht
En af de mest markante nyheder er Opel GTC, hvis design er en forløber for næste års Vectra.
Biler 11. marts 2007 05:00

Marts er forårsmåned, og en af de sikre bebudere er den internationale biludstilling i Genève. Schweiz’ tredjestørste by, kendes det meste af året for sin flotte sø beliggende ved foden af Jurabjergene, FN’s europæiske hovedkvarter og internationalt Røde Kors. Men det klassiske show er nu åbent for publikum med et væld af verdens- og europapremierer, et mylder af nye varianter af de kendte biler samt mere eller mindre realistiske prototyper. Udstillingen gør sig især bemærket, fordi den er neutral som selve Schweiz. Kun Sbarro er på hjemmebane, men de specielle biler fra hans hånd fylder ikke meget i landskabet. Så her mødes alle de store på lige vilkår - på udebane. Flere uger har været brugt af de menige arbejdere på at gøre den store Palexpo-hal klar til biludstillingen, så europæiske, japanske, koreanske, amerikanske og kinesiske mærker kan indlede forårets store reklameoffensiv over for alverdens forbrugere. Men selv store bilfabrikker kan blive taget på sengen. Af EU’s beslutning om, at udledningen af CO2 skal være nedbragt til 120 g pr. kilometer inden 2012. Ingen har kunnet nå at reagere på de krav, men alligevel er CO2 blevet kodeordet i Geneve, og nye miljøbiler har pludselig fået en finere placering på de store udstillingsstande. Grøn teknologi er i højere grad kommet på dagsordenen, og en stribe nye modeller skal dokumentere, at bilfabrikkerne gerne vil bidrage til at rydde op efter bilernes årelange griseri overfor miljøet. BMW og Mercedes har været under angreb, fordi deres modeller er brændstofforslugende, men de kæmper sig tilbage med en fælles alliance om at lave hybridbiler. Men det ændrer ikke ved, at Honda og Toyota er langt foran de andre fabrikanter med hybridmodeller, der nok ikke er alle tiders svar på klodens problemer med udledning fra biler, men er øjeblikkets bedste bud på et mere sobert udledningsniveau. De mindre europæiske bilfabrikanter, som eksempelvis Fiat, nyder godt af, at de allerede laver ganske små biler, som kører langt på literen. For nogle af nyhedernes vedkommende er det dog ikke snakken om miljø, der dominerer. Det er en helt ny Ford Mondeo, der er så vigtig en model i sig selv, at den kan være medbestemmende for koncernens økonomi de kommende år. Samtidig driller Opel ved at løfte en flig af næste års Vectra med konceptbilen, GTC. Begge biler har lækkert design, ligesom mange andre af nyhederne i Geneve, som vi løfter sløret for på de kommende sider. [ Har du lyst til selv at besøge udstillingen, har udstillingen været åben for offentligheden siden 8. marts. Men glem alt om hotelværelse i byen - de har været udsolgt siden sidste år. Der er mere information på www.palexpo.ch.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...