Tennis: Murrays forgænger fik 10 pund

Sidst en britisk spiller var i singlefinalen ved Wimbledon var det æren, der stod på spil - samt et gavekort

Tennis: Murrays forgænger fik 10 pund

"Finally" skriger den britiske presse efter skotten Andy Murray fredag kvalificerede sig til finalen i herresingle ved Wimbledon. Og begejstringen er forståelig: I 74 år har britiske tennisfans ventet på at se en landsmand nå så langt.

Og uanset udfaldet af søndagens kamp mellem Murray og schweizeren Roger Federer, så er skotten garanteret en hel anden belønning end den, der tilfaldt englænderen Bunny Austin i 1938.

Da Bunny Austin tabte finalen, blev han belønnet med et gavekort til en smykkeforretning til en værdi af 10 pund.

Andy Murray er allerede nu sikret et beløb på mindst 575.000 pund. Og vinder han over Federer, der har seks sejre i Wimbledon, fordobles præmien.

Nu er Murray nok bedøvende ligeglad med pengene. Vinder han, bliver han nemlig nationalhelt i Storbritannien. Men om hans liv bliver lige så farverigt eller kontroversielt som Bunny Austins er tvivlsomt.

Austin udfordrede i sin tid tennisverdenen, ved at skifte de traditionelle lange bukser ud med et par korte.

- Fred Perry og jeg spillede double i Maryland, og varmen var forfærdelig. Da jeg forlod banen, var mine bukser gennemvædet af sved, og det føltes som om, jeg bar på ekstra vægt, fortalte han i et interview i 1997.

Året efter introducerede Austin, som den første spiller, korte benklæder ved Wimbledon.

- Jeg forventede en masse ballade. Men det blev accepteret, og langsomt begyndte andre spillere at følge efter.

Under Anden Verdenskrig fratog arrangørerne af Wimbledon Austins medlemskab. Angiveligt fordi han var pacifist. Først i 1984 fik han adgang til klubben igen.

I de mellemliggende år var Austin en populær person i de finere kredse. Han var gift med en filmstjerne og spillede tennis med Charlie Chaplin og præsident Franklin Roosevelt.

For 12 år siden genså han Center Court sammen med andre koryfæer, da han i en kørestol blev rullet ind på banen og hyldet en sidste gang. Han døde samme år på sin fødselsdag som 94-årig.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.