Tennis-tvillinger skriver historie med Wimbledon-sejr

Bob and Mike Bryan vandt lørdag Wimbledon-titlen og har nu alle grand slam-titlerne på samme tid.

Tennis-tvillinger skriver historie med Wimbledon-sejr

De amerikanske tennis-tvillinger Bob and Mike Bryan vandt lørdag herredoublerækken ved Wimbledon, da duoen i finalen vandt 3-6, 6-3, 6-4, 6-4 over kroatiske Ivan Dodig og Marcelo Melo fra Brasilien.

Sejren var historisk. Bob og Mike Bryan har nu alle grand slam-titler på samme tid, og det har intet andet par nogensinde formået.

Sidste år vandt Bryan-brødrene US Open, mens det i år allerede er blevet til sejre ved Australian Open og French Open.

Sammenlagt er Bryan-brødrene noteret for 15 grand slam-titler. Det er også rekord. Sidste år vandt amerikanerne OL-guld i London, så at kalde dem legender er ikke helt forkert.

Bryan-brødrende afløser danske Frederik Løchte Nielsen og briten Jonathan Marray som Wimbledon-mestre.

Da Løchte/Marray sensationelt vandt Wimbledon for et år siden, skete det blandt andet med en sejr over netop Bryan-tvillingerne i semifinalen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.