Fodbold

Tenniscifre til Serritslev

SERRITSLEV: PSI, Serritslev følger naboklubben Jerslev-Sterup til dørs i topstriden i fodboldens serie 4, hvor PSI på eget græs besejrede nedrykningstruede Tornby med tenniscifrene 6-2. Efter som Tårs tabte til JSI, rykkede PSI'erne en enkelt plads frem i tabellen, men der er stadig tre point op til JSI, som i øjeblikket indtager andenpladsen, og tillige er bedre indbyrdes. PSI indledte opgøret mod Tornby med to-tre store afbrændere, og så var det overraskende gæsterne som bragte sig på 1-0 efter godt 20 minutters spil på et selvmål af Jesper Nielsen. PSI-spilleren forsøgte at blokere en tværaflevering, og bolden strøg efterfølgende i en blød bue over keeper Thomas Hansen og i det tomme mål. I slutningen af første halvleg fik PSI udvist Lars Funder i 10 minutter, men det til trods scorede holdet tre gange. Peter Aagaard nettede til 1-1, Anders Bisgaard gjorde det til 2-1, og endelig scorede Peter Aagaard til 3-1, som var stillingen ved pausen. Efter fire-fem minutters spil af anden halvleg bragte Anders Bisgaard PSI på 4-1, 10 minutter senere reducerede Tornby til 2-4, inden Tonny Pedersen og Christian Vejby sluttede målfesten med scoringerne til henholdsvis 5-2 og 6-2. P.S.