Sport

Tennistalent med stjernedrømme

Søren Spanner fra Strandby har netop vundet Danmarksmesterskabet for seniorer. Han drømmer om at kunne leve af sin sport

FREDERIKSHAVN:20-årige Søren Spanner har en drøm: Han vil gerne leve af at spille tennis. Talentet har han, for nylig vandt han det danske seniormesterskab i både single og double. Han var seedet som nummer syv i turneringen, men klarede det altså ualmindelig flot. Alligevel må han for tiden ernære sig som pizzabud i hovedstaden. - Det er rigtig svært at finde sponsorer i Danmark. Der er ikke megen fokus på tennis i medierne, siger Søren Spanner. - Det ville ellers være vildt sjovt at kunne leve af sin hobby. Derfor afbryder han jævnligt træningen i nogle timer, mens han svinger han sig i sadlen på scooteren og bringer pizzaer ud til sultne københavnere. Søren Spanner trådte sine barnesko i Strandby, og her spillede han lidt minitennis, da han var en ganske lille dreng. Men snart fandt han ud af, at i Nielstrup kunne man spille rigtig tennis. Og så var han leveret. Han var vel syv-otte år, da han blev meldt ind i klubben. Han beskriver sin familie som en rigtig sportsfamilie. Faderen spillede fodbold, og det prøvede Søren da også, men tennis var sjovere. Det var det, han var bedst til, og på et tidspunkt måtte han vælge, hvad han ville. Og så blev fodbolden valgt fra. Som 12-årig mødte Søren Spanner den jævnaldrende Rasmus Nørby fra Hjørring, der stadig er hans double-makker. Han flyttede træningen til Hjørring. Siden trænede de begge et par år i Aalborg, så i Lyngby, og nu er de at finde i Farum Tennisklub. Tennis fylder rigtig meget i Søren Spanners liv. Han træner to timer hver eneste dag, Dertil kommer fysisk træning og turneringer over hele verden. Det er nødvendigt at deltage i en masse mindre turneringer for at samle points, før man kommer i betragtning til de større, som der for alvor er penge i. Han mener, at det ideelle ville være seks timers daglig træning. Men det rækker økonomien ikke til. I sommer afsluttede Søren Spanner en Team Danmark gymnasieuddannelse. De første to år gik han i Frederikshavn, men han gjorde uddannelsen færdig i København for bedre at kunne kombinere den med sin sport. En eventuel fremtidig uddannelse har han endnu ikke taget stilling til. Foreløbig handler det hele om tennis. Til sommer er planen at tage til USA. Han har flere amerikanske colleges i kikkerten, men regner med, at valget vil falde på et i Virginia. Det bliver desværre uden makkeren Rasmus Nørby, der ikke har nogen planer om at følge med. - Her får man masser af god træning, og jeg håber på at udvikle mig meget. I USA er der langt større interesse for sport, og Søren Spanner får sit ophold betalt. Normalt ville et ophold koste omkring 100.000 kroner, men tennistalentet skal kun selv skaffe lommepenge. - De køber mig til at komme og spille for deres skole. Det siger noget om deres seriøsitet. Hans sport har allerede ført ham vidt omkring i verden. Han har blandt andet spillet i Kina, Japan, Bangladesh, Spanien, Portugal og Nigeria.Det giver gode oplevelser og et indblik i fremmede kulturer. - Men vi er der hovedsagelig for at spille tennis, siger Søren Spanner.