Tennistropper på banen

AARS:Formanden for Aars Tennisklub, Poul Erik Pedersen, var tilfreds med "høsten", da otte spillere fra Aars i weekenden forsøgte at kvalificere sig til finalestævnet om de jyske mesterskaber, som spilles i Kolding i weekenden. - Samlet set kan Aars Tennisklub kun være tilfredse med spillernes indsats - bare det at komme med i en hovedturnering om det Jyske Mesterskab er flot. Alle spillerne fortjener ros for den træningsindsats, der ligger bagved de resultaterne, fastslår Poul Erik Pedersen. Aars Tennisklub havde otte spillere med. Lenette Pedersen, der var 2. seedet i U-14 pige, klarede sig fornemt. Hun vandt sin første kamp over Ann C. Andersen, Århus 1900, men tabte knebent den anden efter den hårde førstekamp. Samlet blev det til en 3. plads i single samt to finalepladser i henholdsvis pigedouble med Liv Deleuran-Skjold, Tønder og mix-double med Hans Jacob Arndt, Kolding. - I begge rækker har hun gode muligheder for at hjemtage et jysk mesterskab, vurderer Poul Erik Pedersen. De øvrige resultater var mindre prangende. Hverken for Peter Herman i U-10 eller Ricki Troelsen i U-12 var det dagen, da spillet flød. Ricki Troelsen og Casper Christensen var også med i U-12 drengedouble, kæmpede godt men tabte 6-1, 6-3. Marianne Nikolajsen i U-12 opnåede ved mesterskabet sit absolut bedste resultat indtil dato ved at blive blandt de otte bedste spillere i Jylland. Linette Troelsen debuterede i U-14 pige og blev sendt ud af 3. seedede Cindie S. Andersen. Malene Mortensen og Linette Troelsen, var også med i pigedouble U-14 og tabte til Cindie S. Andersen og Camilla Vogt. Sidste spiller for Aars Tennisklub var Mads Brink Laursen i U-16. Også han blev sendt ud, dog først efter nederlag til 1. seedede Morten H. Jensen, Herning.