Tenorer og symfoniorkester

Jul og nytår er traditionernes tid, og en af dem er nytårskoncerter. Så tirsdag 11. januar 2011 skyder Hobro Musikforening det nye år ind med Aalborg Symfoniorkesters populære nytårskoncert på Mariagerfjord Gymnasium.

Symfoniorkestret får hjælp af Danmarks svar på "De tre tenorer", brødrene Gert Henning-Jensen, Bo Kristian Jensen og Jan Flemming Jensen. Gert Henning-Jensen er uddannet ved Operaakademiet i København og debuterede i 1992 på Det Kgl. Teater, hvor han siden har haft en lang række roller. Bo Kristian Jensen er uddannet i USA, og har siden taget eksamen fra Operaakademiet i København. Han har haft mange opgaver som koncertsolist, og er samtidig tilknyttet Det Kgl. Teater. Jan Flemming Jensen er freelance sanger, har tidligere været fast tilknyttet operaen i Malmø og Musikteatret Undergrunden og er ofte solist i oratorier. Sangerne lægger ud med arier fra operaer af Verdi, Donizetti og Puccini, og med operettenumre fra Den glade enke og Farinelli. Der bliver også plads til musical-indslag fra West Side Story, South Pacific og My fair Lady. Det endelige program for nytårskoncerten plejer dog først at foreligge få dage forinden, idet der skal være rum for at afprøve ideer og gode påfund under selve indstuderingsarbejdet. I spidsen for orkestret står Henrik Schaefer, der for tiden er chefdirigent for Värmlands Opera i Sverige og gæstedirigent for Hiroshima Symphony Orchestra i Japan. Som assistent for Claudio Abbado har han flere gange dirigeret Berliner Filharmonikerne. Hobro Musikforenings medlemmer har fri adgang til koncerten. Andre kan købe billet i forsalg fra Hobro Bibliotek fra tirsdag den 14. december - og det gælder om at være hurtig. Sidste år blev alt revet væk første dag.