Film

Terkel i Norge

Den populære danske animationsfilm "Terkel i knibe" er for alvor kommet i knibe i Norge. Filmen, der netop er udkommet på dvd i Norge, er blevet indklaget for Børneombudsmanden for sit grove sprog. Børneombudsmanden har til formål at beskytte de norske børn, og det er der brug for i denne sag, hvis man skal tro den norske mor Sissel Carlsen: - Der er sekvenser, der er så grove, at jeg nærmest ikke kan fatte det. De laver til og med sjov med pædofili, siger hun til den norske lokalavis Sunnmørsposten. "Terkel i knibe" er skrevet af den danske stand-up-komiker Anders "Anden" Matthesen, der også lægger stemme til figurerne, og produceret af filmselskabet A-Film. /ritzau/