Termoruder i hønsehuset

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

... put­te en tot skum­gum­mi i den ene ende og stik­ke den op i rø... - øh, op i den­ne ...

Ved du, hvordan man laver en termorude - og hvordan den fungerer? Det troede jeg egentlig nok, at jeg vidste - sådan noget med to lag glas og noget højteknologisk gas i mellemrummet. Og hvis ruden ¿punkterer¿, fiser gassen ud, og så er der ikke meget termo tilbage i den rude - ikke¿ oss¿? Men sådan er det ikke, og det blev jeg klar over, da en flink læser ringede i en helt anden anledning, og så viser det sig, at han har levet af at fabrikere termoruder praktisk taget lige siden, man fandt på den slags tilbage i 70¿erne - han hed Egon Bjernemose og jeg måtte da gerne komme og se, hvordan man laver en RIGTIG termorude af den slags, som bare holder og holder og holder og holder ... Og vupti, så var jeg i Hellerup - eller i hvert tilfælde på Hellerupvej i nærheden af Ringe på Fyn. Et mildt og kringlet landskab med masser af vilde hegn og træer langs vejen - og hist hvor den slår en bugt ligger nogle store, lave bygninger som enhver landbo vil genkende som (med garanti) en tidligere kyllingefarm - men på skiltet står ¿Isolit-Glas A/S¿, og indenfor gemmer sig et større anlæg til produktion af termoruder. Overhalet indenom - Det var dengang, vi drømte om økonomisk demokrati - vi var seks mand, som slog os sammen og begyndte at lave termoruder. Der var ingen, som havde forstand på det, men vi gjorde det bare alligevel - det er jo sådan det er med udviklingen: Man går bare i gang, og så løser vi problemerne hen ad vejen - og vi lavede faktisk nogle rigtig gode og holdbare vinduer, siger Egon. Snart var produktionen sat i system, og det gik over stok og sten - når byggeriet altså ikke lige var i krise, men så gik det fremad igen, indtil det pludselig var ved at gå helt galt. I mellemtiden var demokrati og kollektive tanker gået fløjten, og så var Egon ene af de seks oprindelige ejere tilbage på skansen. Og der står han stadig - med konen og enkelt trofast medarbejder. Før var der mange små virksomheder som Isolit - i dag findes to kæmper og så nogle få stædige kanutter som Egon, som nærmest af gammel vane bliver ved med at lave termoruder til deres trofaste lokale kunder. De er af tip-top kvalitet og i almindelighed ikke dyrere end dem fra de store fabrikker - 400 kr. pr. kvadratmeter plus moms og den fortjeneste, som håndværker eller byggemarked smider oveni. Hvis de - altså håndværkere og byggemarkeder - går til stålet, kan de få ruderne billigere hos de store fabrikanter. Den fidus går sandsynligvis IKKE videre til dig som privat kunde, men giver håndværkeren plads til en større fortjeneste. Derfor er Egon og Isolit snart en saga blot. - På grund af gamle trofaste kunder, som ved, hvilken kvalitet vi står for, holder vi stadig skindet på næsen - men om et par år går jeg nok på pension, og så er den potte ude, siger Egon. Men før han smutter, vil sige et par borgerlige ord og vise os, hvordan man laver en termorude. Den ene hånd i lommen Man skærer to stykker glas ud og sender dem en tur igennem en særlig vaskemaskine, så de er fuldstændigt rene. Så saver man fire afstandslister af aluminium af - de er bukket af ganske tyndt materiale, firkantede og hule - og nu propper Egon en lille tot skumgummi i den ene ende, fylder dem med fugtabsoberende granulat og lukker med en tot i den anden ende. Så samler han de fire lister til en ramme med små hjørne-duppeditter - placerer rammen på den ene rude og lægger den anden oveni - sætter en klemme på hvert hjørne, så ruderne ligger fast - og så starter han den store bollesprøjte. Det er en slags kæmpe fugepistol med helt almindelig fugemasse, men den bedste slags, som kan købes for penge: 2-komponent polyuretan - hele kanten rundt forsegler Egon ruden med det klistrede snadsk, og det var så termorude nr. 52.754 - eller hvor mange han nu har lavet i sit ret lange liv. Proppet med granulat - Men det er jo bare en 2-lagsrude - der er sgu dat ret meget termo i den - busede det ud af din udsendte termodetektiv ... - Jo - nu skal jeg forklare dig! Der er to ting, som afgør en termorudes kvalitet - hvor godt den isolerer, og hvor længe den holder. Og det sidste er jo ikke helt uvæsentligt - for hvad hjælper det at spare på varmen og derved skåne miljøet, hvis selve produktionen forurener og ruden kun holder kort tid - så gavner den jo hverken miljøet eller pengepungen, vel? - Isoleringen opnås ved et hulrum med tør og stillestående luft - man kan også puste gas derind, men virkningen står ikke mål med prisen, så det bruges praktisk taget ikke. Jo større hulrum, desto bedre isolering - til en vis grænse, som går omkring 15-18 mm. Luften derinde skal være tør, og det opnår man dels ved at ruden er lufttæt forseglet - hvilket er umuligt, og derfor fylder man fugtabsorberende granulat i afstandslisterne: Når ruden udvider og trækker sig sammen i takt med svingende temperaturer, så vil der i årenes løb blive trukket en smule fugtig luft ind udefra - denne fugt optages af granulatet, indtil det ikke kan optage mere - derfor er det vigtigt, at afstandslisterne er tilpas brede, så de kan rumme noget - og at de alle fire er helt fyldt op. - Du kan ikke se på en termorude, om der er lidt eller meget granulat i kantlisten, men jo mere, der er proppet i, desto længere levetid. Gummi ad libitum - Så skal forseglingen være effektiv. Det opnår vi ved at lave en fuge, som er 5-6 mm dyb - altså masser af fugemasse! De store fabrikker lægger en tynd streng af butyl inderst - det skulle i teorien være helt tæt i sig selv, men så fedter de til gengæld med fugemassen på kanten af ruden. Og så vidt jeg ved er det dem og ikke os, som har problemer med punkterede ruder ... - Vores produktion er lidt gammeldags - vi har ikke teknisk mulighed for at forsegle med butyl - til gengæld bruger vi masser af granulat og masser af gummi i kantfugen. Det er lavteknologisk, men det virker og har altid virket. Sølle garanti - Selve isoleringsgraden afhænger næsten udelukkende af glassets kvalitet og tykkelse - især af den varmereflekterende belægning, som findes på de såkaldte energiruder. Jeg har spurgt, men ikke fået svar på, hvad belægningen består af - det er nok en hemmelighed, men jeg var på en rundvisning på en kæmpe fabrik nede sydpå, og her hang en seddel ved siden af en af maskinerne, og jeg siger dig: Det var sgutte babymos de sprøjtede på glasset! - Det var en hel perlerække af tungmetaller, og sådan er det åbenbart bare, men man kan jo ikke lade være med at spørge sig selv, hvad disse her ruder vil gøre ved grundvandet eller atmosfæren, når de engang skal destrueres? Og her er jeg ved den kæphest, som jeg gerne vil have, at du sætter i avisen: Energiruder er godt, fordi vi så kan spare på varmen - men hver gang vi smider en gammel ud og laver en ny, belaster vi miljøet og økonomien, og derfor er noget så simpelt som holdbarheden meget, meget vigtig. - Levetiden er simpelthen en overset, men aldeles afgørende miljøfaktor! Og det er min pointe - eller måske mit spørgsmål til ¿de kloge¿, stillet af en branchemand på falderebet: Hvordan kan det egentlig være, at ¿de store¿, som kan så meget smart og teknologisk - hvordan kan det være, at de ikke kan give mere end sølle 5 års garanti på deres termoruder? Tror de ikke på deres egne produkter? - Jeg ved, at jeg uden problemer kunne give 10 års garanti på mine gammeldags, men omhyggeligt producerede ruder - det ville ikke koste mig en krone! Vi laver selvfølgelig også fejl, men dem retter vi søren sjaskme da alligevel - simpelthen fordi det ville være for pinligt, hvis en rude ikke engang holder i 10 år - faktisk mener jeg, at langede fleste bør holde i 20 år, hvis de er korrekt monteret. Hvis du vil vide mere om termoruder i almindelighed og Egons håndlavede i særdeleshed - uden butyl-forsegling og dermed CE-mærke - kan du ringe på 65 98 15 51.