Terndrup by skal gøres ren

} SAMARBEJDE: På onsdag 20. april er det store rengøringsdag i Terndrup. Terndrup Borgerforening har aftalt med de to femteklasser på Terndrup Skole, at man mødes kl. 10 på skolen og derefter begiver sig ud i byen i grupper for at samle affald op. Mette Olsen fra borgerforeningens bestyrelse opfordrer alle borgere, der har fri og tid onsdag formiddag til at være med: - Der er så mange, der snakker om, at der skal ryddes op i byen. Nu må vi se, om de mener det, siger Mette Olsen, som tidligere har været formand for borgerforeningen, men for nylig er blevet afløst af Alice Andersen. Mette Olsen lokker med, at byens bager, brugs og købmand har sponseret juice og kage til de flittige rengøringsfolk: - Men så regner de også med, at der bliver ryddet op omkring deres forretninger. For det er ikke mindst der, at især skolebørn smider kakaobrikker og bagerposer. Så ville det også være skønt, hvis vi kunne inspirere dem til at begynde at bruge skraldespandene, håber Mette Olsen, som også lover kaffe til de voksne hjælpere. } PETANQUE: Petanquefolket i Blenstrup har nu også fået forårsfornemmelser, så derfor har man besluttet at mødes første gang i aften ved petanquebanerne på Blenstrup Stadion. Her starter man med et lille spil petanque, og så skal man tage stilling til, hvilken aften i ugen man skal mødes for at spille resten af sommeren. } BOLIGYDELSE: Selv om byrådet kunne glæde sig over, at Lejerbos byggeri af 11 almene familieboliger på Ådalen i Terndrup blev 235.261 kr. billigere end budgetteret, så gjorde Mogens Schou Andersen (DF) opmærksom på, at udlejningen af boligerne har været med til at øge kommunens udgifter til boligydelse. Det står der nemlig i "Specielle bemærkninger" til kommunens årsregnskab for 2004.