Terrorangreb gav megen usikkerhed

Terrorisme 4. januar 2003 07:00
LØGSTØR: Et årsskifte giver altid anledning til at se tilbage på året, der rinder ud, og til at kigge frem mod det nye år. For mange i Løgstør Kommune blev 2002 et ganske særligt år, og NORDJYSKE Stiftstidende har bedt et udvalg af disse personer svare på en række spørgsmål. Den fjerde i rækken er Jens Holm Jensen. - Hvordan vil du beskrive år 2002? 2002 blev for mig at se et turbulent år, hvor der blev løst færre konflikter end der opstod forskellige steder i verden - med andre ord fredsbestræbelserne i mange lande er ikke lykkedes i en acceptabel grad. For mange mennesker, i verden, føler jeg, at utryghed og usikkerhed er øget - generelt som følge af de mange terrorangreb mod civile borgere. I kølvandet på disse mange mere eller mindre uløste konflikter, er der fulgt en særdeles ustabil økonomisk situation - hvilket ikke ligefrem acceptabel for investeringer og stabilitet på "det store" arbejdsmarked. Hvilke begivenheder vil du specielt huske? Udvidelsen af EU på topmødet i København, hvor det danske formandskab løste en stor opgave - og fik tilmed mange roser for indsatsen. Det uhyggelige og uforståelige bombeanslag på Bali og anslaget mod teatret i Moskva. Enighed om at øge indsatsen mod terrorbekæmpelsen og dens start i Afghanistan. Af det mere private vil jeg huske - at jeg blev morfar! Hvilke begivenheder vil du helst glemme? Jeg tror, at vi også kan lære af de ubehagelige begivenheder - så derfor vil jeg helst lære, frem for at glemme. Hvad forventer du af år 2003? At vi taget fat på den problemstilling, der ligger bag en sætning jeg hørte fra Afrika i begyndelsen af året 2002. " Jeg spiser støv rørt op med vand - fordi maven så føles fuld" - Med andre ord - verden må begynde at tage sig lidt af sig selv. Hvad er dit nytårsforsæt? At jeg får lidt mere ud af mit golf kontingent! Hvad var dit nytårsforsæt ved sidste årsskifte, og har du opfyldt det? Faktisk gav jeg ikke mig selv et nytårsforsæt sidste år.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...