Terrorisme

Terrorberedskabet skal styrkes

KØBENHAVN:Regeringen ser med dyb alvor på sagen, hvor fire unge mænd er fængslet, sigtet for terrorvirksomhed. Det sagde både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og justitsminister Lene Espersen (K) fredag. Begge understreger, at regeringen er parat til at tage yderligere skridt for at styrke efterretningstjenesternes muligheder for at forhindre terror i Danmark. - Alt, hvad der sker og måtte blive opdaget under denne sag, vil selvfølgelig indgå i overvejelserne. Vi skal tage de nødvendige skridt for at forhindre terror i Danmark. Vi har allerede givet politiet flere ressourcer, og vi vil ikke tøve med at tage yderligere skridt, siger Anders Fogh Rasmussen. Han kan dog ikke gå i detaljer med sagen, men kalder det alligevel for chokerende, at der overhovedet er baggrund for, at politiet kan foretage anholdelser. - Men nu må efterforskningen gå sin gang, og det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige mere om, hvilke terrorforbindelser der er tale om, eller hvilke hensigter der måtte have været, siger Anders Fogh Rasmussen. Justitsminister Lene Espersen (K) blev orienteret om sagen allerede torsdag, og hun mener, den giver anledning til at understrege, at efterretningstjenesterne må have øgede beføjelser. - Efter terrorbomberne i Madrid og London er det indlysende for alle, at den internationale terror er rykket til Europa, og det må vi forholde os til, siger Lene Espersen. Hun peger blandt andet på øget overvågning af trafikknudepunkter, og at Politiets Efterretningstjeneste skal have adgang til flyselskabers passagerlister og offentlige myndigheders oplysninger om borgerne. Det vil skabe større tryghed, fordi det vil hjælpe politiet med hurtigt at opklare eventuelle terroraktioner, mener justitsministeren. - Vi skal sikre vores efterretningstjenester optimale vilkår, for det er det bedste værn for at undgå terror, siger Lene Espersen. /ritzau/