Terrorbomber dræber mindst 44 i Bombay

Bombay, mandag /ritzau/AFP ----- ----- ----- Grafik udsendt ----- ----- ----- To bomber gemt i taxier eksploderede mandag foran et hinduistisk tempel og et travlt turiststed i Indiens finansielle hovedstad, Bombay, hvor de dræbte mindst 44 mennesker og sårede flere end 100 andre. Ingen havde umiddelbart påtaget sig skylden for angrebene, som fandt sted med syv minutters mellemrum under frokostmyldretiden ved Mumbadevi-templet og pladsen foran det store monument, Porten til Indien. Den indiske regering påpegede dog, at en forbudt, muslimsk studentergruppe har gennemført i lignende angreb de seneste måneder. - Tidligere fandt disse eksplosioner sted i busser, og i næsten alle tilfældene var organisationen SIMI involveret sammen med Lashkar e-Taiba, sagde den indiske vicepremierminister Lal Krishna Advani. SIMI er Studenternes Islamiske Bevægelse i Indien, der ofte har samarbejdet med Lashkar e-Taiba, en militant, kashmirisk gruppe med base i Pakistan. Øjenvidner siger, at omtumlede overlevende med blod strømmende fra deres kvæstelser løb for at komme i dækning efter eksplosionerne. Snesevis af sårede blev bragt til hospitaler, der måtte udsende appeller til donorer om at give blod. Ødelagte biler, blodspor og glasskår sås overalt foran Porten til Indien, en gigantisk buekonstruktion i Bombays havn. Den er en af Indiens mest kendte bygninger fra kolonitiden og en populær turistattraktion. Pakistan, som Indien gentagne gange har beskyldt for at stå bag "terroristangreb", heriblandt et angreb på det indiske parlament i december 2001, der nær havde bragt de to lande i krig med hinanden, fordømte omgående mandagens angreb. - Vi tager afstand fra disse angreb, og vi sympatiserer med ofrene og deres familier, sagde talsmanden for det pakistanske udenrigsministerium, Masood Khan. Eksplosionerne fandt sted minutter efter at arkæologer udsendte en rapport fra byen Ayodhya i det nordlige Indien, hvoraf det fremgik, at resterne af et stort hinduistisk tempel er blevet fundet under en moské, som fundamentalistiske hinduer ødelagde i 1992. Ødelæggelsen af templet førte til omfattende uroligheder mellem hinduer og muslimer og kom til at koste flere tusinde mennesker livet. Selv om myndighederne ikke kunne fastslå nogen forbindelse mellem bilbomberne mandag og afsløringen af, at der er fundet rester af et hinduistisk tempel i Ayodhya, så blev udvalgte steder i Indien sat i forhøjet beredskab. Indiens sundhedsminister, Digvijay Khanvilkar, bekræftede, at mindst 29 mennesker blev dræbt af bilbomberne, men hospitalskilder satte dødstallet til 44. Politiet oplyste, at flere end 100 mennesker blev såret. Eksplosioner på parkeringspladsen ved Porten til Indien ødelagde vinduer i luksushotellet Taj Mahal i nærheden. En række biler blev ødelagt. Taxichauffør Kanak Raja siger, at der opstod kaos efter eksplosionen. - Taget på taxien blev revet af og slynget mindst 100 meter væk mod indgangen af Taj-hotellet, sagde han. Buschauffør Tanaji Pawar sagde, at han så panikslagne mænd og kvinder løbe fra steder. - Det var en scene af komplet anarki og panik. Da jeg løftede nogle af de sårede op, vidste jeg, at de ingen chance havde for at overleve. De var døde, forklarede han. Den anden eksplosion fandt sted udenfor en af millionbyens mest populære hindutempler. Begge bombeområder blev afspærret, hvorefter snesevis af politifolk begyndte at undersøge dem for ledespor. Sporhunde blev rekvireret for at søge efter yderligere bomber i Bombays finansområde. Bombays børs dykkede omkring tre procent straks efter eksplosionerne og lukkede med et fald på 2,92 procent efter hvad handlende kaldte paniksalg. Bombeeksplosionerne kom samtidig med at forholdet mellem Indien og Pakistan var i bedring, selv om den indiske regering gentagne gange har krævet, at Pakistan gør mere for at slå ned på militante muslimer, der angriber indiske mål fra pakistanske baser. I den indiske hovedstad, New Delhi, blev hele byens politistyrke sat i forhøjer beredskab. Bombay blev ramt af en stribe bombeangreb i 1993, der kostede mindst 300 mennesker livet. Eksplosionerne blev tolket som militante muslimers hævn for uroligheder året forinden i Bombay, hjemsted for det radikale hinduistiske parti Shiv Sena. /ritzau/AFP