Terrordømt kandiderer til plads på Københavns Rådhus

Ulrik Kohl (EL) er dømt for at støtte terror, men er nu kandidat til en plads på Københavns Rådhus. DF raser.

Terrordømt kandiderer til plads på Københavns Rådhus

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), får måske selskab af en tidligere terrordømt på rådhuset efter kommunalvalget til november.

Blandt Enhedslistens kandidater til en plads i Københavns Borgerrepræsentation er nemlig Ulrik Kohl, som i 2008 fik en dom for at støtte terror. Det skriver Politiken.dk.

Ulrik Kohl blev dømt i sagen om firmaet Fighters+Lovers ret til at støtte den colombianske organisation Farc og den palæstinensiske organisation PFLP. Begge karakteriseres af USA og EU som terrororganisationer.

Ulrik Kohls kandidatur vækker mildest talt vrede hos Dansk Folkepartis medlem af borgerrepræsentationen Finn Rudaizky:

- Hvis Frank Jensen havde det fornødne mod, så tog han afstand fra at samarbejde med en terrordømt, siger han og tilføjer:

- Mon ikke mange borgere vil synes, at Frank Jensen burde finde andre samarbejdspartnere i borgerrepræsentationen.

Hovedpersonen selv mener dog fortsat ikke, at hverken Farc eller PFLP er terrororganisationer. Og han står stadig ved sine handlinger:

- Alle former for terrorisme og krigsforbrydelser er jeg stærk modstander af, men det, som jeg er blevet dømt for, er at lave t-shirts og parfumer, siger Ulrik Kohl til Politiken.dk.

- Og det har jeg gjort for at sætte terrorlisterne til debat, fordi de er med til at skabe en forhindring for at skabe fredelige løsninger på politiske konflikter.

Ulrik Kohl er dømt efter straffelovens paragraf 114, også kendt som terrorparagraffen, for at have støttet terror.

Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem Per Clausen ser dog intet problem i, at Ulrik Kohl stiller op for partiet:

- Det, vi kan konstatere, er, at Ulrik har deltaget i en aktion, som har haft til formål at sætte fokus på folks retssikkerhed og urimeligheden i terrorloven, siger Per Clausen til Politiken.dk og fortsætter:

- Og vi synes ikke, at han har gjort sig skyldig i noget, som gør, at han ikke kan være kandidat for Enhedslisten.

Sagen om Fighters+Lovers begyndte, fordi en gruppe mennesker under samme firmanavn i 2006 solgte t-shits påtrykt logoer for Farc og PLFP.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst