Terrorisme eller frihedskamp?

Efter foreningen Oprør donerede 50.000 kr. til guerillabevægelsen FARC i Colombia har den Colombianske regering på baggrund af EUs terrorlovgivning ønsket medlemmerne af Oprør udleveret til retsforfølgelse i Colombia.

Dette har fyldt medierne de sidste par dage, og herved har Oprør delvist opnået sit mål - en debat om terrorlovgivningen i Danmark. Dette er også på sin plads, for en sådan debat har manglet i Danmark. Efter terrorangrebet 11. september 2001, er kampen mod terrorisme blevet brugt som undskyldning for massiv undertrykkelse af forskellige regeringers modstandere. Fra Tjetjenien over Vestbredden til Colombias jungle dræbes og tortureres mennesker – også civile! - i hobetal. Herhjemme gennemføres en stramning af straffeloven, som nu gør det ulovligt at støtte bevægelser, som magthaverne definerer som terrorister. EU har overtaget en terrorliste fra USA, hvoraf det fremgår, at den colombianske oprørsbevægelse FARC er en terrororganisation. FARC er ikke en terrororganisation, ifølge FN. Dette er interessant, for hvem er det egentlig, der i USA's øjne er terrororganisationer? Hvis vi ser lidt tilbage i tiden, så blev Nelson Mandela og hans organisation ANC, som vi nu allesammen ser som frihedskæmpere, før i tiden betragtet som terrorister, da de med vold bekæmpede apartheidstyret i Sydafrika. Et andet eksempel er, at Iraks tidligere styre hurtigt er gået fra at være USA's ven og samarbejdspartner til at være terrorister. Er det så fuldstændig tilfældigt, hvem der bliver betegnet som terrorister? Nej, det er netop helt bevidst, hvem USA kalder terrorister og hvem de kalder frihedskæmpere. De, der generer USA's økonomiske og politiske interesser ogbekæmper USA som verdens eneste stormagt, bliver automatisk kategoriseret som terrorister. Det er FARC også blevet, men lad os lige kigge lidt på organisationen og på Colombia, hvor FARC holder til. Colombia er det land i verden, hvor der hvert år myrdes flest journalister og fagforeningsaktivister, og det er en del af forklaringen på, at oppositionen ikke kan arbejde med fredeligemidler. Ifølge Amnesty International står regeringen for 80 pct. af volden i landet, og FARC har også flere gange forsøgt at finde en fredelig løsning på problemet på landets årelange borgerkrig. I 1990'erne foregik der succesfulde fredsforhandlinger i Colombia mellem oprørsbevægelserne og den daværende regering, men da Uribe Vélez i 2002 blev præsident, ved et valg, hvor kun omkring hver fjerde colombianer overhovedet deltog, afbrød han omgående forhandlingerne. Hvis en dansk organisation så vælger at støtte den opposition, der ikke får lov at arbejde fredeligt, så skal de med den colombianske præsidents ord have en "hård straf efter colombiansk lov." Desværre er det ikke kun højrerabiate præsidenter i bananrepublikker, som fordømmer foreningen Oprørs støtte til FARC. Også Anders Fogh Rasmussen betragter FARC som en terrororganisation, så der er ingen hjælp at hente til den trængte colombianske opposition her. Måske er FARC en terrororganisation, det skal jeg ikke kunne afgøre. Det er hverken jeg eller Anders Fogh godt nok inde i sagen til at kunne afgøre, men når Fogh fordømmer FARC's andel af volden i Colombia, så klinger det meget hult, at han ikke samtidig kritiserer den colombianske regerings langt større andel i volden og for, at den egenhændigt har afbrudt fredsforhandlingerne med oprørsbevægelserne. Men vold er måske istatsministerens øjne okay, hvis det bare er "de rigtige", der udfører den? Da dette er en sag, der berører og oprører store dele af den danske befolkning, er det relevant også at kigge på, hvordan den danske presse håndterer situationen. Forholder den sig objektivt og kritisk, som en sund demokratisk presse bør? Nej, på ingen måde! Talsmanden for Oprør, Patrick MacManus var inviteret ind i DR's tv-avis 26.10., hvor Reimer Bo Christensen på en meget aggressiv måde angreb ham, og undlod at lade ham tale ud og forsvare sig selv. Da talsmandens synspunkter ikke stemte overens med Reimer Bos og DR's fik han ikke lov at tale ud. Det mest groteske eksempel på ensidig dækning af en sag, jeg selv har været vidne til på dansk tv. Det kunne være interessant, hvis den danske presse ville gå ind i og belyse, om FARC er terrorister eller frihedskæmpere – eller måske lidt af begge dele. Det ville give dækningen af diskussionen om terrorlovgivningen et hårdt tiltrængt løft.