Terroristen fra Aalborg Øst

En 28-årig mand med tætte bånd til Aalborg blev pludselig verdenskendt, da han overfaldt tegneren Kurt Westergaard med økse og kniv nytårsdag

Foto: You Tube

Foto: You Tube

Taiwan, 3. januar 2010: En computeranimeret gengivelse af overfaldet på Kurt Westergaard lægges på nettet af den satiriske avis 'Æblet'. Animationen viser en ung mand, der smadrer et vindue med en økse. Indenfor truer han en ældre mand, der står med et barn på armen. Den ældre mand flygter med barnet ind bag en tung dør og trykker på en alarmknap. Imens hamrer den unge mand løs på døren med øksen så gnisterne flyver. Aalborg Øst, 3. januar 2010: På adressen Blåkildevej 87 er Nordjyllands Politi ved at afslutte ransagningen af en lejlighed i et almennyttigt boligbyggeri. I lejligheden bor en kvinde sammen med tre børn. Det er børnenes far, der med ét øksesving er blevet verdenskendt. Han er den somaliske mand, der nytårsdag omkring klokken 22 brød ind hos tegneren Kurt Westergaard. Formentlig for at straffe ham for i 2005 at have tegnet profeten Muhammed med en bombe i turbanen. På kun et par dage når historien verden rundt flere gange som tophistorie hos både engelske BBC, amerikanske CNN og på den arabiske nyhedskanal Al Jazeera. Hurtigt bliver det slået fast, at den 28-årige MMG er rejst fra sit hjem i Hvidovre til Viby lidt udenfor Århus for at bryde ind i tegnerens hjem. Og PET oplyser, at han har nære relationer til østafrikanske terrorister. Rystede somaliere Der går et døgns tid fra angrebet på den verdenskendte tegner, før forbindelsen til Aalborg står rigtigt klart. Og det billede, der tegnes i alle medier, er et rystet somalisk samfund i Aalborg, som pludselig ser en ny side af en ung mand, som indtil nu har været et lysende forbillede for andre unge somaliere. - Han var en af dem, der fungerede godt, talte godt dansk og holdt sig udenfor problemer, siger Jens Larsen, leder af Fri-Stedet i Aalborg, hvor MMG gik i flere år efter han kom til landet fra Somalia i 1998. Hver dag sin nye historie om den 28-årige mands forhistorie. De danske medier konkurrerer om at fortælle historien om MMG, der beskrives som velfungerende, vellidt, lidt af en enspænder, men god til løse konflikter. - Det var blandt andet ham som foreslog, at vi udelukkende skulle snakke dansk på Fri-Stedet, siger Jens Larsen, der beskriver MMG som en ung mand, der gjorde en forskel i arbejdet med at integrere mange forskellige nationaliteter på Fristedet. Hvad gik galt? Både PET, politikere, medier og menigmand har ytret sig om MMGs udvikling fra velfungerende, integreret ung mand til mistænkt islamistisk voldsmand. Et tegn på en udvikling kom for tre-fire år siden. På det tidspunkt begyndte MMG at nægte at give hånd til kvinder. - Han og nogle andre unge var i gang med at etablere en lektiecafé, og i den forbindelse var nogle af myndighedspersonerne kvinder, som han nægtede at give hånd til. Det var mærkeligt, fordi han tidligere havde arbejdet sammen med kvinder, hvor der ikke havde været den slags problemer. Man kan godt nu spekulere over, om det var dér, der skete et skift, siger Nuuradiin Hussein, der arbejder som socialarbejder i Aalborg Øst og kender MMG helt tilbage fra 1998. Det blev bemærket i det somaliske samfund i Aalborg, at MMG mere end én gang rejste tilbage til det Somalia, som han var flygtet fra. Somalierne i Aalborg samles ofte i Danmarksgade i hjertet af Aalborg, hvor Kulturel Forening for Børn og Unge holder til. Lokalerne fungerer også som moske for byens somaliske muslimer. - Folk begyndte jo at undre sig, da han begyndte at rejse til Somalia, men da han ikke havde forandret sig og blev ved med at være den afdæmpede type, som ikke blandede sig i foreningens arbejde, så var der ikke nogen, der spekulerede over det, siger Nuuradiin Hussein. Men det har overfaldet på Kurt Westergaard gjort. Anholdt i Kenya - Da han første gang rejser til Somalia er krigen mellem de etiopiske styrker og Den Islamiske Domstol på sit højeste. Og det kan jo godt være, at han dernede begynder at blive en del af den væbnede opstand, spekulerer Nuuradiin Hussein Rejserne til Østafrika fortsætter, indtil han for fem måneder siden bliver anholdt i Kenya og fængslet i syv uger, inden den danske ambassade får ham hjulpet fri og til Danmark igen. Det er amerikanske Times Magazine, der i første omgang bringer historien om rejsen til Kenya. Kenyanske kilder fortæller til Times, at MMG opførte sig mistænkeligt og opholdt sig steder som lå på den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons rute under hendes besøg kort tid efter hans anholdelse. Officielt lyder anholdelsen dog på, at han ikke havde papirerne i orden. Mere alvorligt bliver det i december 2009. Her sættes en dansk-somalisk ung mand fra Rødovre i forbindelse med et bombeattentat i Somalia. Det koster 25 mennesker livet. Blandt de dræbte er tre somaliske ministre og den unge dansk-somalier. Svenske Expressen fortæller, at MMG sammen med den bombemistænkte har været i Sverige for at samle ind til den somaliske terror-bevægelse Al-Shabaab. Rejseaktiviteten og indsamlingerne bekræfter den udmelding, som PET kom med kort efter angrebet på Kurt Westergaard: At MMG havde tætte kontakter til terrornetværk og til Al-Qaeda-ledere i Østafrika. Samtidig forstærkes billedet af en ung mand, der fremstod som en samfundsstøtte. Torsdag kan Jyllands-Posten fortælle, at MMG så sent som nytårsaften havde vagt på et af Dansk Røde Kors' flygtningecentre for uledsagede flygtningebørn. - Der er ikke nogen blandt det faste personale, som har arbejdet sammen med den pågældende somalier, der har haft noget som helst at udsætte på ham. Alle har betegnet ham som hjælpsom, venlig og imødekommende, siger Jørgen Chemnitz, der leder Røde Kors' asylafdeling i Danmark. Farlig bag facaden Der danner sig i løbet af ugen et billede af en ung mand, som formåede at skjule sine ekstreme holdninger for alle i omkredsen. MMG arbejdede som it-supporter med speciale indenfor styresystemer og computernetværk. Hvorfor han pludselig befandt sig i Kurt Westergaards baghave med en økse i den ene hånd og en kniv i den anden, kan der indtil videre kun gisnes om. Men sikkert er det, at MMG, der indtil for kort tid siden blev opfattet som en af Aalborgs mest velfungerende somaliske unge mænd, nu er kendt verden over som manden, der forsøgte at dræbe tegneren Kurt Westergaard.

Forsiden