- Terroristikke alene

Selvmordsterrorist i Stockholm fik hjælp, og sikkerhedstjenesten må have kendt til ham

STOCKHOLM:Den mand, der sprængte sig selv i luften i Stockholm lørdag eftermiddag, var næppe alene om aktionen. Det mener den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp. - Det er ekstremt usandsynligt, at han har handlet helt på egen hånd. Andre har hjulpet ham. Han kan også have fået hjælp fra udlandet, enten fra en organisation eller fra en gruppe enkeltpersoner, siger Magnus Ranstorp til det norske nyhedsbureau, NTB. - Ingen gør sådan noget alene. Der er for mange elementer. Jeg vil blive meget overrasket, hvis han ikke har fået hjælp fra andre, fortsætter han. Magnus Ranstorp har forsket i terrorisme og militante islamister i 20 år. Han er i dag forskningschef ved centret for asymmetriske trusler og terrorstudier ved den svenske Försvarshögskolan. Den svenske sikkerhedstjeneste, Säpo, har et godt kendskab til de miljøer, som kan tænkes at gennemføre sådanne aktioner, mener han. - Dette er en mand, som Säpo ganske sikkert har haft i kikkerten, siger Ranstorp til NTB. Han er dybt bekymret over, at Sverige og Norden lørdag efter alt at dømme oplevede sin første selvmordsbomber. - Det er ekstremt urovækkende, at noget sådant sker her, siger han og fortsætter: - Vi vidste, at der var et øget trusselsbillede i forbindelse med julehandlen og julen, men dette kom alligevel som en overraskelse, formentlig også for Säpo. /ritzau/NTB