Terrorsigtede skal være fængslet over et år efter aktion

Et år efter en storstilet politiaktion i december 2019 sidder flere sigtede stadig varetægtsfængslet.

Københavns Byret har onsdag forlænget varetægtsfængslingen for flere sigtede i to terrorsager, hvor der var en stor politiaktion for et år siden. (Arkivfoto)

Københavns Byret har onsdag forlænget varetægtsfængslingen for flere sigtede i to terrorsager, hvor der var en stor politiaktion for et år siden. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:11. december 2019 slog politiet og PET til i en stor aktion flere steder i landet. Over 20 blev anholdt i sagen, der viste sig at handle om terror.

Her - omtrent et år efter - er efterforskningen fortsat i gang, og onsdag forlængede en dommer i Københavns Byret varetægtsfængslingen til 23. december for flere sigtede, som har siddet fængslet siden aktionen.

Dermed kommer de til at sidde varetægtsfængslet i mere end et år, hvilket kræver særlige grunde som dommeren altså har fundet opfyldt.

Terrorsagen er blevet delt i to.

Den ene handler om at have forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP og andre eksplosiver, som skulle bruges til at begå terror i Danmark eller udlandet. I den sag sidder fire personer fængslet.

Den anden del går på forsøg på at skaffe pistoler, lyddæmper og ammunition til brug for en eller flere terrorhandlinger i Danmark eller udlandet.

Her er to varetægtsfængslet, men der er også en sigtet, som sidder frihedsberøvet efter udlændingeloven.

På nær én har de varetægtsfængslede været fængslet siden aktionen i december.

Undtagelsen er en 27-årig mand, som kun har siddet fængslet siden april. Han blev i december løsladt i sagen om våben, men blev siden i april fængslet i den del af sagen, der handler om bomber.

Ved onsdagens retsmøde kom de sigtede igennem til retten på en videoforbindelse fra arresten, og flere forsvarere og anklager deltog virtuelt.

På nær sigtelsen og de sigtedes stillingtagen - de nægter sig skyldige - hemmeligholdes sagen fortsat.

For dommeren imødekom onsdag anklagerens anmodning om at lukke dørene ved retsmødet for ikke at risikere at skade efterforskningen.

- Efterforskningen af denne her sag er fortsat i gang, sagde anklager Anders Larsson.

Ved aktionen i december blev en mand på Fyn også anholdt og fængslet. Og sagen imod ham ventes at begynde til februar.

Han er sigtet for at forsøge at samle penge ind til Islamisk Stat. Desuden har han ifølge politiet søgt information om drab og fremstilling af sprængstoffer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden