EMNER

Teserne skræmmer stadig

KØBENHAVN:Det er mere end fire år siden, at en flok Venstrefolk med Søren Pind i spidsen udfordrede partiet med ti liberale teser, som de gerne ville have skrevet i principprogrammet. Det fik Anders Fogh Rasmussen til at slå så hårdt ned, at Venstre-debattører siden har skyndt sig at betone, at de ikke er som tesemagerne. Sådan er det også med det netværk, der nu taler for mere lempelig adgang til det danske arbejdsmarked. - I modsætning til teserne, som var en lukket klub med en hensigt, så er det her et netværk, hvor vi bruger hinanden til at udvikle politik, lyder beskrivelsen fra Ellen Trane Nørby. Ifølge leder af journalistuddannelsen på SDU, så skal de unge dog passe på med ikke at blive alt for bange. - De er blevet så håndsky, at de nærmest ikke tør siger, at det er noget, de vil, siger han. Tidligere Venstremand og tesemager, Leif Mikkelsen, kan derimod godt forstå, at de unge skynder sig at lægge afstand til teserne. - Teserne blev banket ned med den store forhammer, så det er klogt at tage afstand fra det, siger Leif Mikkelsen, der nu er medlem af Ny Alliance. Vigtigt med udvikling Ifølge Troels Mylenberg bør Venstre glæde sig over, at der sker en smule i partiet, for hvis ingen tør tage en debat, sker der ikke noget. - Det er sådan politik bliver formuleret i alle partier. Der skal være en kant til den bestående politik, for ellers var der ingen grund til det. Det viser, at partiet er levende, men det kan også ses som udtryk for indestængt frustrationer, siger han. Leif Mikkelsen tror derimod ikke på, at Venstre kan rykkes, selvom debattørerne håber det. - Der sker ikke noget, og der bliver ikke mere debat eller luft på grund af det her. Det er da et dejligt håb at have, men Venstres politik bliver ikke ændret, siger han. Reaktion fra Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, på gruppens ide om lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft, var da også en blank afvisning. Det tager Ellen Trane Nørby dog roligt. - Det skal Troels sige, og jeg er glad for, at han også siger, det er forfriskende.