Tesfaye vil ikke lyve: Ingen ønsker udrejsecenter som nabo

Mange nye betjente skal mindske problemerne omkring et kommende udrejsecenter på Langeland, siger ministre.

Udlændinge- og Integrationsudvalget har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) i åbent samråd om kriminalitet blandt beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Udlændinge- og Integrationsudvalget har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) i åbent samråd om kriminalitet blandt beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård.

KØBENHAVN:Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) står onsdag på mål for beslutningen om at placere et udrejsecenter for udviste udlændinge på Langeland på et samråd i Folketinget.

Samrådet er indkaldt af De Konservatives Marcus Knuth og Venstres Morten Dahlin. Ministrene erkender åbent, at det ikke løser problemerne med udviste kriminelle udlændinge, der indtil nu har siddet på Kjærshovedgård i Midtjylland.

- Jeg tror, det er en mere holdbar løsning. Men man kan spørge, om vi ikke bare flytter problemet? Der er ingen lette løsninger og problemerne er ikke løst.

- Men vi fordeler gruppen ud over to områder og adskiller afviste asylansøgere fra kriminelle, udviste udlændinge, siger Mattias Tesfaye på samrådet.

Den tidligere regering havde lagt en plan frem om at placere et udrejsecenter på den øde ø Lindholm i Stege Bugt. Det var en meget dyr løsning og regeringen skrottede planerne. Siden da har den ledt efter en ny placering, hvilket altså er endt på Langeland.

Marcus Knuth spørger ministrene om, hvorvidt det er mere trygt for lokalbefolkningen, at udrejsecentret ligger på Langeland og ikke på Lindholm.

- Jeg tror ikke, det skaber mere tryghed. Men jeg tror heller ikke, at det skaber mindre.

- Men det er klart, at hvis man bor på Langeland, så synes man Sydsjælland havde været en bedre placering. Og hvis man bor på Sydsjælland, så synes man Langeland er en bedre placering.

- Og denne her løsning koster mindre end halvdelen af Lindholm, siger Mattias Tesfaye.

Justitsminister Nick Hækkerup siger, at man må forvente, at der kommer mere kriminalitet af, at man flytter 130 kriminelle til området. Men at regeringen vil forsøge at afbøde problemet ved at blandt andet at tilføre 67 årsværk fra politiet til området.

Han fortæller - i grove træk - at de 130 består at omkring 100 personer, der er udvist ved dom, 30 personer på tålt ophold, en fremmedkriger og to, der er administrativt udvist, fordi de er til fare for rigets sikkerhed.

- Ligegyldigt hvor man sætter nålen i Danmarkskortet, vil nogen synes, det er tæt på.

- Der er ingen grund til, at vi sidder og lyver for hinanden. Ingen ønsker dette her som nabo. Det er der ingen grund til at lade som om.

- Hvad kan vi så gøre for at hjælpe? Vi er klar til at tilføre en stor mængde ressourcer i form af blandet andet mere politi, siger Mattias Tesfaye og fortsætter om sit besøg på Langeland til borgermøde torsdag:

- Jeg er godt klar over, at jeg ikke kommer til at blive båret ind på skjolde. Men os, der har truffet denne her beslutning, må stå på mål for den.

Venstres Morten Dahlin savner stadig en række svar efter samrådet:

- Vi ved stadig ikke, hvilken type kriminalitet, de her mennesker har begået. Hvor mange er terrorister, hvor mange er pædofile?

- Lindholm er stadig en meget bedre løsning. Udviste kriminelle skal bo på en øde ø, ikke en befolket ø. Det vil også få flere til at rejse hjem, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.