Tesfaye vil nærstudere nederlag om underkendt udvisning

Udlændinge- og integrationsministeriet vil nu gå i dybden med, hvorfor udvisningsdom er underkendt.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at Danmark skal kunne udvise kriminelle udlændinge i "videst muligt omfang".

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at Danmark skal kunne udvise kriminelle udlændinge i "videst muligt omfang".

KØBENHAVN:Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil studere dagens dom, hvor en udvisning er blevet underkendt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, nærmere.

Det skriver han i en kommentar efter, at domstolen har underkendt udvisningen af somaliske Mohamed Hassan Abdi. Udvisningen var ellers godkendt af Højesteret.

- Det er et område, som regeringen har et stærkt fokus på og følger nøje.

- Kriminelle udlændinge er på ingen måde velkomne i Danmark, og derfor er det vigtigt for den danske regering, at de skal kunne udvises i videst muligt omfang, skriver Mattias Tesfaye i en kommentar.

I forbindelse med en dom for besiddelse af skydevåben blev Mohamed Hassan Abdi udvist af Danmark i 2018.

Da han ankom til Danmark i en alder af fire år og ikke har nogen familie i Somalia, fandt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dog, at en udvisning til være i strid med konventionens artikel 8, der handler om respekt for privatliv og familieliv.

Domstolen har vurderet, at somalierens samlede kriminalitetsmængde ikke stod mål med straffen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er stærkt utilfreds med, at menneskerettighedsdomstolen kan trumfe Danmarks øverste retsinstans, Højesteret.

- Det er fuldstændigt uholdbart. Det bør ikke være sådan, at kriminelle udlændinge kan bruge internationale konventioner som et skjold til at begå kriminalitet i Danmark og så undgå udvisning, siger han og fortsætter:

- Hvis man er udlænding og kommer til at Danmark og begår kriminalitet, så må vi altid kunne sige til folk, at nu må de rejse hjem.

Han mener, at regeringen må arbejde for at få ændret ikke mindst artikel 8, der er blevet brugt til at underkende udvisningen.

- Når der er ting, man synes er forkert, så må man få dem ændret. Og her tror jeg, at næsten alle kan se, at den måde, konventionen bliver brugt på, er forkert, siger Kristian Thulesen Dahl.

Til Berlingske siger formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, der som justitsminister opfordrede til at teste konventionernes grænser, når det kommer til udvisning, at et nederlag er en logisk følge af den tanke.

- Hvis Danmark aldrig får en dom i mod sig, betyder det, at vi ikke er gået tæt nok på grænsen, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.