Tesfaye vil også sende kvoteflygtninge hjem

Radikale vil tage sagen om kvoteflygtninge op med regeringen, som de mener, har skiftet kurs.

Ritzau
Mattias Tesfaye siger til Politiken, at kvoteflygtninge skal have en midlertidig opholdstilladelse, således de kan sendes til deres hjemland, hvis der er fred der. Han har tidligere været imod netop hjemsendelse af kvoteflygtninge. (Arkivfoto.)
Flygtninge 14. august 2019 21:30

KØBENHAVN: Da tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i januar serverede forslaget om et paradigmeskift på udlændingeområdet, undrede den nuværende udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S) sig.

I lovforslaget – som også S endte med at stemme for – var det udpenslet, at kvoteflygtninge fremover skulle sendes tilbage til deres hjemlande, hvis der blev fred der.

Dengang sagde Tesfaye, at Socialdemokratiet som udgangspunkt ønskede, at kvoteflygtninge skulle blive i Danmark. Men nu har sagen ændret sig, skriver Politiken.

- Vores politik er, at kvoteflygtninge skal have en midlertidig opholdstilladelse, og de vil kunne få den inddraget på lige fod med alle andre flygtninge, siger ministeren til Politiken.

Han tilføjer, at han vil "kommunikere til Udlændingestyrelsen, at når man vurderer, om der fortsat er et beskyttelsesbehov, så skal de vurdere kvoteflygtninge på lige fod med alle andre flygtninge".

Da regeringen i juni indgik aftalen om det såkaldte forståelsespapir med støttepartierne Enhedslisten, SF og De Radikale, var det partileder Morten Østergaards (R) opfattelse, at kvoteflygtninge var undtaget hjemsendelse.

Derfor vil partiet nu ifølge Politiken tage sagen op med regeringen. Det siger udlændinge- og integrationsordfører Andreas Steenberg (R).

- Det var vores opfattelse, at det her også skulle ændres. Vi kan jo også se, at det er det, Tesfaye og Socialdemokratiet har ment tidligere, siger han til Politiken og tilføjer:

- Kvoteflygtninge er nogle af de svageste mennesker i verden.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...