Tesla-aktien spurter ud af starthullet efter forlig

Teslas topchef, Elon Musk, kan fortsætte i direktørstolen. Investorerne belønner selskabet med plus.

Ritzau
Tesla-aktien tager revanche på aktiemarkedet efter et forlig med det amerikanske finanstilsyn. Foto: Patrick Fallon/arkiv/Reuters
1. oktober 2018 17:14

Der er rigtig god fart på Tesla-aktien fra åbningen af det amerikanske aktiemarked.

Efter halvanden times handel er aktien steget med godt 16 procent.

Tesla og det amerikanske finanstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC), indgik lørdag et forlig, og det falder i god jord hos investorerne.

Forliget indebærer, at den amerikanske iværksætter og administrerende direktør i Tesla, Elon Musk, kan fortsætte som topchef i selskabet.

Finanstilsynet sagsøgte torsdag den 47-årige Musk for bedrageri som følge af hans tweet til sine 22 millioner følgere den 7. august om Teslas fremtid på børsen.

Finanstilsynet var ikke tilfreds med vildledningen og ønskede at forbyde ham at være direktør i et offentligt børsnoteret selskab.

Sådan er det dog ikke gået, men Musk fratræder som bestyrelsesformand.

Musk skal betale 20 millioner dollar. Samtidig skal selskabet også betale 20 millioner dollar.

Dermed svarer det samlede beløb til godt 257 millioner kroner.

Anledningen til hele balladen var, at Musk på Twitter gav udtryk for, at han havde tanker om at afnotere selskabet.

- Overvejer at tage Tesla af børsen for 420 dollar per aktie. Finansieringen sikret, tweetede han.

Men den oplysning var ifølge SEC grebet ud af den blå luft.

- Sandheden og faktum er, at Musk ikke havde diskuteret - og langt fra bekræftet - vigtige betingelser for en aftale, herunder pris, med nogen potentiel finansieringskilde, skrev finanstilsynet ifølge Bloomberg News i sagsanlægget.

Tesla-aktien har været hårdt ramt i 2018. Inden børsen i USA åbnede mandag, havde aktien i elbilproducenten tabt 15 procent af værdien i år.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...