Tesla vil være mere folkelig

Ny og billigere elmodel - 3’eren. Den kan køre 320 kilometer, før den skal lades op igen

Jens Overgaard og Christian Schacht
Linjerne er elegante, og modellen får det samme udstyr som S’eren.
Biler 24. april 2016 08:08 - Opdateret 24. april 2016 11:28

BILER: Det er en af de mest hypede bilmodeller i nyere tid, og nu er den så præsenteret, den nye Tesla 3.

Elbilen er væsentligt mindre end Tesla S og X og nærmer sig umiddelbart den klassiske firmabilklasse i størrelse, og takket være navnet kan man næsten fornemme, at Tesla gerne vil gøre sig til over for bl.a. kunder til BMW 3-serie.

Tesla 3 skal øge fabrikkens produktion til i alt 500.000 biler årligt og dermed gøre Tesla til en stor aktør i den globale bilverden. I dag fremstiller man blot 150.000 biler årligt.

Med en startpris på 35.000 dollars i hjemlandet, koster 3-modellen halvdelen af en den større S.

Der har tidligere været gisnet om, at prisen herhjemme også ville lande på halvdelen af prisen for en S-model. Her koster den billigste fra omkring 800.000 kr. efter de seneste afgiftsændringer. Men den danske importør er fortsat forsigtig med at melde noget ud.

Ventes til Europa i 2018

Den globale udlevering af modellerne går i gang i slutningen af 2017, og det er endnu uvist, hvor Danmark står i køen. Men de fleste forventer, at Europa får bilerne i begyndelsen af 2018.

Ifølge Tesla får modellen en rækkevidde på 320 km, en acceleration 0-100 på under seks sekunder, men vi gætter på, at de tal vil kunne opgraderes ved at vælge større batteripakker, ligesom på de øvrige Tesla versioner.

Modellen fås som S’erne både med bag- og firehjulstræk, og der bliver plads til fem ombord.

Den får også det selvkørende Auto­pilot-system, mens den store 17-tommers berøringsskærm, vi kender fra S-modellen, formentlig dog neddroslet til en 15 tommers skærm.

Selv om der kun er tale om en prototype, ser designet meget interessant ud: Med en helt glat front uden kølergrill, korte udhæng og coupeagtige linjer minder Tesla 3 på sin vis både om modellerne S og X. Der vil være både bagagerum foran og bagved.

115.000 er allerede reserveret

Ifølge Teslas grundlægger, Elon Musk, er der allerede lagt 115.000 forhånds reservationer på Model 3, hvor man skal erlægge 1000 dollars, eller herhjemme 10.000 kr. for at komme med i puljen. Elon Musk sagde ved præsentationen ifølge engelske Autocar, at model 3 er den elbil, han hele tiden gerne har villet bygge, fordi den er til at betale for langt flere købere.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...