Test: Fremtidens radio modtager musikken fra Spotify

Argon iNet 2+ er verdens første bordradio med det nye ”Spotify Connect”

Udover Spotify spiller radioen FM, DAB - og et svimlende udvalg af internet-stationer.
Musik 8. marts 2014 10:04

DANMARK: De skrattende FM-stationer lever på lånt tid. Fremtidens radio modtages digitalt - enten med DAB eller over internet. Den radio, vi her har fat i, udmærker sig ved at spille hele molevitten.

Både FM og DAB gik klart igennem, selv om vi testede et sted, hvor mange DAB-radioer kæmper med modtagelsen. Det var endda kun nødvendigt at trække teleskopantennen 15 cm ud. Hvis du kun bruger internetdelen, kan du selvsagt lade antennen blive helt i bund.

Som med andre internetradioer får du et svimlende udvalg af netstationer og podcasts fra hele verden. Men det er den indbyggede Spotify, der gør Argon iNet 2+ til en lille verdensnyhed.

Flere fordele

Mange apparater kan spille musik via mobiltelefonen - også fra Spotify. Men denne radio er den første af sin art med ”Spotify Connect”, hvor telefonen kun fungerer som fjernbetjening. Selve musikken modtages og håndteres af radioen, hvilket giver en række fordele: Mobilen bruger langt mindre batteri. Musikken afbrydes ikke, når telefonen ringer. Og hvis du forlader huset med mobilen i lommen, kan resten af familien lytte videre.

Fra Spotify-appen vælger du, hvor musikken skal spilles. Har du flere afspillere med Spotify Connect rundt om i hjemmet, begynder det at lugte lidt af Sonos - dog uden muligheden for at spille i flere rum samtidig.

Den største ulempe er, at Connect kræver et Premium-abonnement på Spotify til 99 kr. om måneden. Selve radioen er til gengæld forholdsvis billig. Vel er 1300 kroner en slat penge, men den oplevede kvalitet er på højde med mere kostbare mærker. Det solide trækabinet fås i mange forskellige farver (vores var rødlakeret).

Fin lyd

Med kun en højttaler får du selvsagt ikke stereo, men her er fin balance i klangen, og stemmer går klart igennem. Bagpå er der udgang til hovedtelefoner, ligesom du kan koble radioen til et større musikanlæg.

Det er også muligt at tilkoble en mobiltelefon eller mp3-afspiller - men kun med kabel, for radioen har hverken bluetooth eller Airplay. Nogle vil også savne muligheden for at køre på batterier.

Radioen kan betjenes med en tilhørende mobil-app (iOS og Android), men vi oplevede jævnligt, at forbindelsen mellem telefon og radio forsvandt. Selvfølgelig kan man også bruge knapperne på fronten, hvor den store skærm letter betjeningen og giver nyttige oplysninger.

Kan streame fra pc eller disk

Du kan indstille faste stationsknapper til både FM, DAB og internetradio. Det er også muligt at streame sin egen musiksamling trådløst fra en pc eller netværksdisk.

Radioens OLED-skærm viser et sprødt billede med hvid tekst på sort baggrund. Lyset kan dæmpes eller slukkes, hvilket er en stor behagelighed, når apparatet parkeres på natbordet. Her nyder du også godt af det indbyggede vækkeur med slumreknap på toppen. Her er endda sleep-funktion, så du både kan falde i søvn og vågne til din yndlingsstation.

Og det gælder altså, uanset om den sender på FM, DAB eller internet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...