Danmark

Test: Top-teknik i flot indpakning

Den faceliftede Kia Ceed giver familiebil-klassens konkurrenter kamp til stregen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ceed slår stort set alle konkurrenter på prisen.

DANMARK:At kunne dyste med konkurrenter som VW Golf, Opel Astra, Peugeot 308 og den ny Renault Megane kræver sin bil.

Så kan Kia Ceed være med her? Svaret er kort - og uden tøven: Ja.

Den ny Ceed fra den koreanske bilproducent giver familiebilklassens deltagere kamp til stregen. Modellen blev lanceret i 2013 og har nu fået det traditionelle midtvejs facelift, der både omfatter teknik og udseende. For sidstnævnte står tyskeren Peter Schreyer, tidligere designer hos Audi. Og han demonstrerer endnu en gang sit høje niveau som bilkreatør.

Kia Ceed bejler sammen med den nye Renault Megane til titlen som mest vellykkede design i klassen, men indpakning gør det jo ikke alene. Der skal også kvaliteter under ”huden”, og dem leverer den faceliftede Ceed med ny toptunet teknik - bl. a. finpudsning af styretøj og en ny motor.

Stationcar-udgaven har et noget større bagagerum end hatchbacken, nemlig 528 liter mod 380 liter.

Stationcar-udgaven har et noget større bagagerum end hatchbacken, nemlig 528 liter mod 380 liter.

Tre cylindret motor

Sidstnævnte er af slagsen, som flere og flere producenter byder sig til med: En tre cylindret turbobenziner. I Ceed-tilfældet er der tale om en 1,0 liters motor, som fås enten med 100 eller 120 hk. Testbilerne var - en fem-dørs hatchback og stationcar-udgaven SW - forsynet med den kraftigste af de to maskiner, og det er et fint match.

Vel, drejningsmomentet på 171 Nm er da beskedent, men alligevel opleves den tre cylindrede ganske smidig og bilens fremragende seks trins gearkasse gør samtidig, at man gerne skifter gear en gang ekstra, hvis der skal mere skub i accelerationerne.

Motorens støjniveau er klædeligt lavt, og på motorvejen høres ikke, at den kun har sine tre cylindre. Men med den såkaldte ”downsizing” af motoren, har man også en forventning om et meget lavt benzinforbrug. Her skuffer Ceed lidt. Den var under testen ikke i nærheden af det lovede snit på 20,4 km/ - generelt lå den fire-fem km/l under. Men alt i alt en vellykket motor.

God plads og lækker finish

Og det samme er bestemt kabinen, hvor man finder nogle af klassens bedste pladsforhold, gedigne materialer og en finish, der matcher selv de tyske konkurrenter. Kontakterne klikker nemt og præcist og knirkelyde er en by i Korea.

Det velindrettede instrumentbord er udført i gedigne materialer og med en meget flot finish.

Det velindrettede instrumentbord er udført i gedigne materialer og med en meget flot finish.

Førerpladsen er også glimrende. Her kan sæde, pedaler og læderrattet med indbygget varme indstilles til enhver førers højde og drøjde, og som før nævnt byder Ceed på en perfektionistisk gearkasse.

Men lidt malurt er der set med førerbriller dog at hælde i bægeret - vel har man finpudset styretøjet, men følingen med vejen er stadig lidt fjern. Dermed være ikke sagt, at Ceed’en kører dårligt. Den er sikker og stabil i sin opførsel og testbilernes GT Line-udstyr med bl. a. sportsundervogn gør bilen ganske adræt - om end dog ikke helt så sportslig som f. eks. en Mazda 3 eller Ford Focus.

Til gengæld slår Ceed stort set alle konkurrenter på prisen - når altså der også sammenlignes på udstyrsmængden og den unikke syv års garanti.

Kia Ceed fås til priser fra 189.123 kr. (hatchback) og 202.543 kr. (stationcar), mens testbilerne med 1,0 turbobenzin på 120 hk og GT Line udstyr står til henholdsvis 259.520 kr. og 273.443 kr. for stationcar-udgaven.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.