Kristendom

Testamentet på hotelværelset

Gideonitterne sørger for at den kristne tro dyrkes på hotelværelser verden over

Den er der næsten altid, når du åbner skuffen på hotelværelset. Den blå bog, som ofte er eneste lekture værelset har at byde på. Vi taler om Det Nye Testamente. På vores tur rundt i det nordjyske ferieland undrede vi os over, hvorfor det netop er Det Nye Testamente, hotellerne har valgt at lægge i skufferne, men svaret er enkelt. Det er medlemmerne af den verdensomspændende organisation "Gideonitterne," der sørger for, at hotelgæster har mulighed for at dyrke den kristne tro - også når de er på ferie eller forretningsrejse. På årsplan uddeler Gideonitterne 50.000 bøger alene i Danmark og 2000 af dem i Nordjylland. - Vores formål er at udbrede evangeliet, og vi giver Det Nye Testamente til hoteller af den grund, at man ofte kan føle sig alene på et hotelværelse og måske finde trøst ved at læse lidt, forklarer Carl C. Madsen, som er kontaktperson for Gideonitterne i Nordjylland. Hotellerne betaler ikke noget for bøgerne, som finansieres via indsaminger i kirker landet over.