Testens slagtilbud

Hyundai Getz har et design, som langt fra ligner en typisk koreansk bil. Og bilen er billig, 154.000 kroner for en dieselbil med fem døre, gør den til testens absolut mest konkurrencedygtige. Motoren er en gammelkendt konstruktion, idet den er hentet fra den større Matrix, som har kørt med den de sidste par år. Som hos Fabia er motoren en 3 cylindret sag, og ganske som hos Fabia er det lykkedes at hente en del power ud af den konstruktion. Maskinen yder hele 82 hk og har et drejningsmoment på 191 Nm, hvilket på papiret gør bilen til en af testens stærkeste. Men som det ofte er tilfældet med de koreanske biler, så afslører den lidt gammeldags teknik sig i præstationerne og med 20.8 km/l er Getz den, der kører kortest på literen i vores testfelt. Motor og gearkasse er lige vel rå og man har ikke samme lækre følelse som i Fabia. Og den vibrerer meget. Til gengæld falder vibrationerne til ro, når man kører ad motorvejen. Samtidig sidder man højt i sæderne, og udsynet ud af den store forrude giver et fint overblik over trafikken. Pendler man meget, vil man med tiden måske finde forsæderne lige lovligt bløde. Til gengæld sidder man højt i bilen, hvilket giver overblik og gør det nemt at stige ind og ud. Har man passagerer med, finder man næsten testens bedste plads omme bagi. Selv velvoksne passagerer sidder afslappet.