Testkamp mod Randers FC aflyst

Skader driller i SAS Liga-klubben Randers FC, og Blokhus FC har p.t. ikke truppen til to kampe på tre dage. Derfor er mandagens ellers planlagte testkamp på kunstgræsbanen i Jetsmark blevet aflyst.

Henning Pedersen - cheftræner for Blokhus FC - får ikke sine tropper i aktion mandag eftermiddag hjemme mod Randers FC. Testkampen er blevet pillet af plakaten igen.
Foto: Lars Pauli

Henning Pedersen - cheftræner for Blokhus FC - får ikke sine tropper i aktion mandag eftermiddag hjemme mod Randers FC. Testkampen er blevet pillet af plakaten igen. Foto: Lars Pauli

Blokhus FC fra fodboldens 2. division vest skulle mandag eftermiddag kl. 17.00 have taget imod Randers FC fra SAS Ligaen i en testkamp på kunstgræsbanen i Jetsmark, men parterne er blevet enige om at pille kampen af plakaten igen. Det er skader, der driller Randers FC, og Blokhus FC har p.t. ikke så bred en trup, at to kampe på blot tre dage kan forsvares. Blokhus FC tabte 0-1 til Brabrand fra 1. division i lørdags samme sted. Næste testkamp for cheftræner Henning Pedersens tropper fra Blokhus FC bliver derfor et opgør mod Thisted FC fra 1. divison tirsdag 9. februar kl. 18.30 på kunstgræsbanen i Jetsmark.